Søg

SønderjyskE henter TMS-topscorer

Per Jessen, 9. juni 2017, kl. 5:30

SønderjyskE Damehåndbold har skrevet kontrakt med 22-årige Caroline Rasmussen, der sidste sæson var topscorer hos TMS Ringsted.

Caroline Rasmussen har scoret mål på samlebånd de seneste par sæsoner i 1. Division. Den unge back lavede sidste sæson 114 mål i 24 kampe, og året inden blev det til 117 fuldtræffere i 26 kampe.

– Hun er en fysisk stærk back, der kender vejen til målet. Hun er en meget skudstærk spiller, som altid giver modstanderen problemer, siger cheftræner og sportschef Olivera Kecman.

Olivera Kecman var som aktiv også en venstrehåndet højre back – akkurat ligesom Caroline Rasmussen. Når den unge sjællænder trækker i den lyseblå trøje kommer det til at give Kecman flere kort på hånden i angrebet, og målfarlige Emma Kiellberg får en anden skudstærk bagspiller at læne sig op ad.

– Det bliver sjovt og spændende at arbejde sammen med Caroline. Vigtigst af alt så giver tilgangen af en venstrehåndet højre back vores angrebsspil en ny dimension. Vi kan spille mere varieret, og det vil også gavne Emma og vores mange gode gennembrudsspillere, siger Olivera Kecman.

Fakta Caroline Rasmussen
Alder: 22 år (12.051995)
Højde: 182 cm
Position: Højre back
Kontrakt: 1 år (30.06.2018)
Tidligere klubber: TMS Ringsted, Roskilde Håndbold, HØJ


Foto: tms-ringsted.dk


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus