Kasper Poulsen, 9. februar 2018, kl. 9:13
Optakt SønderjyskE – Bjerringbro FH
De lyseblå er klar til endnu en hjemmekamp, når de lørdag eftermiddag får besøg af Bjerringbro FH. Med blot 9 kampe tilbage af sæsonen, er vi nået til et punkt hvor alle kampe er utrolige vigtige og hvor holdene enten kæmper for overlevelse eller oprykning.
Modstanderen fra Bjerringbro kæmper en hård kamp for overlevelse og er lige nu placeret på 10. pladsen i rækken. En placering der betyder at holdet skal spille kvalifikationskampe for at forblive i 1.division. Holdet har dog hele 6 point ned til den direkte nedrykning, men har endnu ikke opgivet håbet at at sikre sig den direkte overlevelse. Dette kræver med alt sandsynlighed en 9. plads når sæsonen er slut og p.t. er holdet 3 point fra denne placering.
De lyseblå kæmper i den anden ende af tabellen for oprykning til Dame Ligaen og indtager lige nu en af de direkte oprykningspladser. I denne sæson rykker nr.1 og 2 direkte op, mens nummer 3 møder sidstepladsen i Dame Ligaen i bedst af 3 kampe om en Ligaplads.
Men der er virkelig tæt i toppen og der skal ikke mange pointtab til, før billedet kan ændres. Så der er ingen tvivl om at det kræver en sejr hver eneste gang de lyseblå er på banen, hvis drømmen om en Ligaplads skal bevares.
Udeholdet kommer med et par store profiler i deres rutinerede Playmaker Line Gyldenløve Kristensen, som igennem mange år har været en bærende spiller for Bjerringbro og både med hendes skud fra distancen og store overblik, har været med til at gøre en forskel for dem. Og så er hun en sikker straffekastskytte.
På venstre back finder man Christina Haahr, som i år har fået sit store gennembrud i 1.division, hvor hun med sine gennembrud på ydersiden af backs og skud fra distancen, har trukket et stort læs.
Bedste kontraspiller finder man på fløjen, hvor Nanna Frausing på skift indtager venstre og højre fløj og er flittig til at lave mål.
Derudover har holdet fået tilgang af Louise Søndergaard i vinterpausen, som er kommet til fra Skanderborg. Hun er en bomber på Højre Back og har tilført ekstra kvalitet i bagkæden, hvor Bjerringbro nu har fået en større bredde og en venstre håndet spiller mere.
Der har været lidt sygdom i SønderjyskE truppen i løbet af ugen, men alle spillere er meldt klar til hjemmekampen mod Bjerringbro.
Der forventes en super stemning i Arena Aabenraa og ny tilskuerrekord til opgøret mod Bjerringbro. Dette vil kun motivere spillerne yderligere og helt sikkert bringe endnu mere passion med ind på banen. For der venter os en modstander, som vil gøre sit absolut bedste for at drille os og udfordre os med 7 mod 6 spillet. Det bliver afgørende for os at vi får lagt et kæmpe tryk på dem og åbnet op for tempospillet. Det vil uden tvivl kunne give os medvind på banen og være en vigtig faktor for at vi står med de 2 point efter kampen.
Assistenttræner Kasper Poulsen
Der er gratis entre til kampen mod Bjerringbro, som spilles lørdag d.10.02 kl.15.30 i Arena Aabenraa.
Foto: Finn Poulsen