Kasper Poulsen, 21. september 2017, kl. 23:24
Optakt SønderjyskE – Horsens HE
Der venter endnu et spændende opgør, når de gule fra Horsens kigger forbi Arena Aabenraa. Begge hold møder ind til opgøret med en sejr og et nederlag i rygsækken. Horsens formåede at besejre Bjerringbro på udebane med 21-16, men tabte på hjemmebane til liganedrykkerne fra Skanderborg med 23-27. SønderjyskE sejrede som bekendt med 28-26 på hjemmebane mod EH Aalborg, men tabte i sidste weekend på udebane med 29-26 til Hadsten.
Det er 2 mandskaber som begge har ambitioner om en topplacering i denne sæson. Horsens har forstærket holdet betragteligt og regnes for en meget seriøst kandidat til en top 3 placering. På holdet finder man måske deres vigtigste spiller i bagkæden, nemlig Sofie Fynbo Larsen. Hun er en ener på banen og rigtig dygtig til at tage ansvar i de påkrævede situationer. I SK Århus har man hentet den unge Amalie Jacobsen, som kan blive en af de helt store spillere i 1.Division i denne sæson, hvis hun får den forventede tillid og spilletid på holdet. Hun magter både at sætte skud fra distancen ind og gennembrud. Fra Fredericia HK er kommet Camilla Madsen. Hun var en af deres bærende spillere i sidste sæson, men er nu blevet en vigtig spiller for Horsens. Allerede i sidste sæson fik man tilknyttet Mette Brandt til holdet og hun er på sine bedste dage en spiller som kan være med til at gøre en forskel i kampene. Yderst gennembrudsstærk og arkitekten bag mange indspil til stregene.
På stregen har de den bomstærke svenske stregspiller Märta Hedenquist, som i forsvaret er en hård hund, mens hun i angrebsspillet er yderst dygtig til at søge boldene og sætte screeninger til holdkammeraterne. Det er bestemt også værd at nævne Frederikke Rasmussen i målet, som trods sin unge alder, imponerede stort i sidste sæson på Horsens holdet.
SønderjyskE gav i sidste weekend debut til den makedoniske landsholdsspiller Sara Mitova og hun har helt sikkert kvaliteterne til at blomstre i dette opgør. Sammen med Rikke “Junior” Hoffbeck udgør hun en stærk duo på venstre fløj. Der var gode takter fra Caroline Rasmussen i opgøret mod Hadsten og det begynder at ligne at noget rigtig godt, når først sammenspillet med hende og Celina Hansen på Playmakerpositionen, får lov til at udvikle sig. Netop Caroline Rasmussen er sammen med Anfører Helena Løjborg de mest scorende SønderjyskE spillere efter de første 2 kampe i sæsonen.
Vi skal have strammet op i vores forsvarsaktioner, hvis vi skal få en kamp på vores præmisser. Horsens er simpelthen for dygtig en modstander, til at vi kan tillade os at være udisciplinerede i forsvarsspillet. Vi skal derfor have sat nogle tacklinger ind og skabe basen for en tempofyldt kamp allerede i 1. halvleg. Fokus ligger på at turde spille en kamp, hvor vi slipper håndbremsen og sætter hårdt mod hårdt. Det kræver uden tvivl en kæmpe indsats af alle spillere, hvis vi skal komme succesrigt ud af dette opgør. Men det er også lige præcis hvad vi har tænkt os.
Assistenttræner Kasper Poulsen
Kampen mellem SønderjyskE og Horsens HE spilles lørdag d.23.09 kl.15.30 i Arena Aabenraa.