Søg

SønderjyskE styrker trænerteamet og talentarbejdet

Jacob Ravn, 29. maj 2019, kl. 5:30

28-årige Martin Ritto bliver ny assistenttræner i SønderjyskE Damehåndbold og får samtidig en væsentlig rolle som talentansvarlig i klubben.

SønderjyskE Damehåndbold har fået ny assistenttræner og samtidig kommer der mere fokus på talentarbejdet i klubben.

29-årige Martin Ritto bliver assistenten, der skal støtte sportschef og cheftræner Olivera Kecman til træning og i kamp, og samtidig bliver han talentansvarlig i en ny funktion, der skal forbedre talentarbejdet.

– Det her er et udtryk for, at vi bygger på i trænerteamet. Han bliver assistenttræner for førsteholdet, men han får også en stor rolle som talentansvarlig.

Han er en ung og meget ambitiøs træner, der har stor erfaring fra ungdomshold, og han kommer til at hjælpe os med at blive endnu dygtigere til at udvikle vores egne spillere, siger Olivera Kecman.

– Han kommer til at være meget aktiv i forhold til talentarbejdet, og han skal blandt andet sikre et tæt samarbejde med de andre klubber i vores område. Det kommer til at give en helt ny dimension i klubben, at vi på den måde skruer op for talentarbejdet, siger sportschefen.

Martin Ritto har selv været aktiv håndboldspiller i 2. og 3. division, og som træner har han haft ansvaret for flere forskellige ungdomshold – senest i Skanderborg Håndbold.

– Jeg er stolt og beæret over, at SønderjyskE har valgt mig til dette job. Det er en klub med store ambitioner, som jeg både tror og håber, at jeg kan være med til at indfri. Den kultur og de værdier, som man har i SønderjyskE, passer rigtig godt til mig, og jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang, siger Martin Ritto.

Den nye assistenttræner bor i dag i Nim ved Horsens, men flytter til Aabenraa i forbindelse med jobbet i SønderjyskE.

Martin Ritto har fået en etårig kontrakt i klubben. 

FAKTA
Martin Ritto
Klubber som aktiv:
ØHK Hedensted, Skanderborg Håndbold og HK Give Fremad.  Samt to år i ligaen på Færøerne på kontrakt.
Klubber som træner: Skanderborg Håndbold (U16 pige liga), Ejstrup/Hærvejens HK (2. div. damer), Fredericia HK (U18 liga pige), ungdomsansvarlig VIF (Færøerne)


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus