Kasper Poulsen, 11. november 2017, kl. 14:47
Optakt Fredericia HK – SønderjyskE
Det er 2 af rækkens mest formstærke hold der mødes søndag aften i Fredericia. Hjemmeholdet kommer til kampen med 3 sejre på stribe, mens udeholdet fra SønderjyskE nu er oppe på 6 sejre på stribe.
Fredericia har i deres seneste 3 kampe først besejret Lyngby på udebane med 26-25, hvorefter de slog Bjerringbro på hjemmebane med 27-24, for slutteligt at tage til Skanderborg og vinde højest overraskende med 26-23. Efter en kamp hvor de var foran med 14-7 ved pausen og i starten af 2. halvleg med hele 20-10! En yderst fornem præstation at tage til Skanderborg og vinde og så endda klæde hjemmeholdet af på denne måde.
Derudover har Fredericia tabt knebent til de 3 andre tophold i puljen, nemlig EH Aalborg, Horsens og Hadsten. Nederlag på 2, 3 og 4 mål til disse hold vidner om høj kvalitet i truppen og god tro på egne evner.
Holdet har gemt deres topscorer på venstre back i Ida Lagerbon. En ung fremadstormende spiller som er kommet til klubben fra FC Midtjyllands U18 hold. Hun er inde omkring Ungdomslandsholdet og har virkelig taget 1.division med stor power indtil videre. Hele 41 mål i 8 kampe giver et snit på over 5 mål pr kamp og tegner et billede af en ung spiller (1 års senior), som har potentialet til at nå langt. Hun er skudstærk fra distancen og tøver ikke hvis chancen byder sig.
Ved siden af hende i bagkæden har de Camilla Pytlick. Hun indtager playmakerrollen og er dygtig til at fordele spillet og formår at bringe sig i mand til mand dueller, hvor hun er gennembrudsfarlig, samtidigt med at hun også kan afslutte fra distancen. Hun er p.t. deres 3. mest scorende spiller med 27 mål. På Højre Back har de stortalentet Anne Berggreen som er hentet til klubben fra Team Esbjerg og er en farlig venstre håndet skytte. Hvis hun får tiden og pladsen vil hun volde mange hold problemer med hendes skudstyrke. En af deres mest formstærke bagspillere for tiden er dog Signe Ullstad, som er en stærk finte spiller og samtidigt også kan lave mål fra distancen.
På venstre fløjen finder man den tidligere SønderjyskE spiller Mette Lassen, som måske er i gang med hendes bedste sæson i 1.division. Hun var forrygende i kampen mod Skanderborg, hvor hun med sine 7 mål havde en afgørende rolle i den højest overraskende sejr. Deres næstmest scorende spiller indtager stregpositionen, hvor hun får rigtig mange bolde at arbejde med. Og Ida Skou Møller har virkelig imponeret stort og sørget for hele 32 mål i de første 8 kampe.
I målet har man atter fundet sig en spændende trio. Man har den rutinerede Fredericia pige Mia Hansen, som på hendes bedste dage har liga niveau. Derudover har man hentet Alberte Rasmussen i Team Esbjerg samt Marie Andresen i den tyske klub TSV Nord Harrislee.
Der venter de lyseblå en spændende udfordring, da hjemmeholdet stiller med et yderst kvalificeret mandskab, som er dækket godt ind og evner mange af spillets facetter.
SønderjyskE har alle spillere skadesfri og er klar til næste step i jagten efter flere sejre.
Det er fuldt forståligt at ingen hold endnu, har formået at sætte sig på spillet, i deres kamp mod Fredericia HK. For det er et svært hold at spille mod, da de er yderst godt skydende fra distancen, samtidigt med at de har et godt sammenspil med deres stregspiller. Så der er ingen tvivl om at vi vil blive udfordret i vores forsvarsspil, men dette er blot med til at skærpe vores fokus og udvikle os yderligere som hold. For vi er indstillet på at det kan blive en kamp som vil blive afgjort helt til sidst og hvor alle aktioner kan have stor betydning. Vi kommer efter sejren og vi kommer med et mandskab, som er sulten efter mere.
Assistenttræner Kasper Poulsen
Kampen spilles søndag d.12. november kl.19.30 i thansen.dk Arena i Fredericia.
Foto Finn Poulsen