Jacob Ravn, 15. maj 2020, kl. 5:30
SønderjyskE Damehåndbold har forlænget kontrakterne med Johanne Bagger Graugaard, Sofie Schelde-Rasmussen og Camilla Aastrup. Samtidig er der sagt farvel til syv spillere, der ikke fortsætter i klubben.
Hos SønderjyskE Damehåndbold er man godt i gang med at samle holdet, der skal kæmpe for de lyseblå farver i 2020/2021-sæsonen.
Klubben vil over de næste uger præsentere flere nye spændende tilgange, men der bliver også nogle velkendte ansigter, når holdet igen løber på banen i Arena Aabenraa, for der er nu forlænget kontrakter med tre af de nuværende spillere.
Det drejer sig om målvogter Johanne Bagger Graugaard og playmaker Sofie Schelde-Rasmussen, der har fået toårige forlængelser, samt stregspiller Camilla Aastrup, der har forlænget sin kontrakt med et år.
Peter Nielsen, der skal stå i spidsen for holdet som sportschef og cheftræner i næste sæson, siger om forlængelserne:
– Johanne Bagger Graugaard er et stort talent, som har arbejdet hårdt til træning, og hun viste efter jul, at hun har et stort potentiale, hvilket resulterede i en redningsprocent på 40 i de sidste fem kampe. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er en keeper for fremtiden. Vi skal have lært hende, at det er okay at stille krav til sine medspillere, og vi glæder os meget til at se hende udvikle sig i løbet af de næste sæsoner.
– Sofie Schelde-Rasmussen har trods sin unge alder vist sig at være klar til at trække et stort læs hver gang – både til træning og til kamp. Hun spillede vel fuld tid i samtlige af sæsonens kampe efter Celina Hansen blev skadet. Hun er en stille dræber og gør ikke meget væsen af sig, men hun kommer og yder 100 procent hver gang. Jeg glæder mig til at arbejde mere med hende, så vi sammen kan få lagt flere lag på i forhold til hendes udvikling.
– Jeg er meget glad for, at Camilla Aastrup fortsætter i klubben. Hun er en spiller, som har gode værdier i forhold til træningen, og det at skulle præstere. Hun er en af hjørnestenene i truppen i forhold til at få samlet holdet og agere som en enhed på og uden for banen, så der venter en hende en stor rolle på det nye, unge SønderjyskE-hold. Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil se en spiller, som kan udvikle sig i begge ender af banen. Samtidig så er det hendes tredje sæson i lyseblåt, så hun kender til det at være en del af SønderjyskE.
Mens der altså bliver et gensyn med de tre spillere, ligger det også fast, at der tages afsked med syv spillere fra den forgangne sæson. Det drejer sig om Rikke Hoffbeck Pedersen, Caroline Rasmussen, Sara Mitova, Sandra Wrede, Helena Ôrvarsdottir, Dragana Petkovska og Ljubica Pavlovic.
– Vi takker alle pigerne for en god og helhjertet indsats i den lyseblå trøje, og vi ønsker dem alle det bedste fremover.
– For os handler det nu om at samle et nyt og slagkraftigt hold til den kommende sæson, og vi er godt på vej og glæder os til at præsentere de nye spillere for SønderjyskE-fansene i den kommende tid, siger Peter Nielsen.
Sofie Schelde-Rasmussen.
Camilla Aastrup.
Johanne Bagger Graugaard. Fotos: Svend-Erik Boysen