Søg

2. pladsen cementeret i flot kulisse

Søren Pabst, 11. maj 2016, kl. 20:02

Af Rasmus Andersen

Første halvleg blev sparket i gang, og selvom de to hold startede forsigtigt ud, så fik kampen hurtigt tænding. Boldomgangen var måske ikke den hurtigste, men nærkampene var intense, og det lignede to hold, der havde fokus på det offensive!

Kampens første store chancer tilfaldt Marcel Rømer, da han modtog bolden i feltet, og efter et par fikse driblinger afsluttede han med venstre. Desværre for Rømer krøllede bolden ikke hele vejen i netmaskerne, men derimod på stolpen. Stillingen forblev 0-0.

Den stilling holdt dog ikke længe. Efter 25 minutter sendte, en yderst velspillende, Marcel Rømer, bolden ind i feltet, og derinde kom Marc Dal Hende først på bolden. Endnu en hovedstødsafslutning, og endnu et hovedstødsmål fra den lille venstreback, der også scorede i fredags mod Esbjerg fB. 1-0, og SønderjyskE prøvede på mere!

Simon Kroon viste fantastisk teknik, da han afdriblede Jonas Thorsen og sendte et giftigt indlæg ind i feltet. Endnu engang var Marc Dal Hende på spil, denne gang gik forsøget dog over mål.

Viborg FF viste godt spil i slutningen af halvlegen. Det tætteste de kom på en scoring var dog, et frækt forsøg på saksespark af Jeppe Curth. Stillingen til pausen var 1-0 til de lyseblå.

Anden halvleg var lyseblå fra start. Tommy Bechmann havde fået bundet støvlerne rigtigt og havde flere udmærkede afslutninger i anden halvlegs begyndelse. Det var dog aldrig rigtig farligt for Peter Friis Jensen i Viborg FF målet.

På dagen kan vi endnu engang berette om fænomenal stemning, skabt af VUC Stemningstribunen. De fik virkelig hele stadion med. 6345 havde i dag taget turen på Sydbank Park, så det var igen meget flot besøgt.

Rømer havde et forsøg med hovedet langt udefra, mens målet var tomt, men bolden gik forbi mål. Viborg FF’s største chance i kampen kom efter 78 minutter, da en bold på tværs ikke blev clearet. Det resulterede i klumpspil, med flere store Viborg chancer. Marin Skender hev dog en kanon redning frem og i samarbejde med forsvaret fik de afværget.

Til slut holdt Viborg FF mange mand fremme og det skabte plads i den anden ende. Jeppe Simonsen udnyttede pladsen og sparkede iskoldt bolden ind til 2-0.

Kampen sluttede med en 2-0 sejr til SønderjykE, der fortsætter jagten på Europa pladser og medaljer. Inden AaB og FCK spiller, er der nu 6 point ned til AaB, og 4 point op til FCK.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus