Søg

Absalonsen: Lige nu er det krigen, vi skal vinde

Jacob Ravn, 8. marts 2019, kl. 15:30

Når SønderjyskE søndag eftermiddag møder EfB hjemme på Sydbank Park, vil sønderjyderne satse på de samme dyder, som sikrede 3-0-sejren over Randers FC.

SønderjyskE-spillerne havde lovet at give ALT, da de i søndags spillede mod Randers FC, og offerviljen blev smukt og brutalt udstillet, da Johan Absalonsen i kampens slutfase med høj fart ramlede ind i både hjørneflag og bande.

Det gav ridser og skrammer, men den slags lader offensivspilleren sig ikke slå ud af.

– Jeg fik nogle sår på hænderne og knæene, men det klarede vi hurtigt med en rensning inde ved Carl (fysioterapeut Carl Hamann, red.). Mere er der ikke i det, siger Johan Absalonsen, der var en af målscorerne i 3-0-sejren over Randers FC.

Det var fysikken og indstillingen, der var en væsentlig årsag til, at SønderjyskE fik gang i mål- og pointkonto.

– Vi var indstillet på, at det skulle være kamp før spil. Vi skulle slås os ind i kampen, og så måtte det pæne spil komme, hvis der var overskud til det senere i kampen. Det løste vi til punkt og prikke, mener Absalonsen.

Søndag klokken 14.00 gælder det EfB på Sydbank Park, og Absalonsen forventer, at holdet fortsætter, hvor det slap mod Randers FC.

– Vi kommer til at spille på den samme bane, og den bliver næppe bedre til på søndag – nok nærmere tværtimod. Så det bliver lidt det samme med, at vi skal vinde kampen først – vinde duellerne – og så derefter må vi se, om vi kan spille noget fodbold, hvis der er overskud til det og plads til det på banen. Men når banerne er så ringe, som de er i de her måneder, bliver det først og fremmest en slåskamp.

– Mod Randers fik vi den gode erfaring, at det er det, der skal til nu for at få sejrene, og så kan det være, at vi skal frem til maj, før vi kan spille noget mere fodbold. Men lige nu er det krigen, vi skal vinde, og det skal vi også på søndag mod EfB, lige som vi gjorde mod Randers, siger Johan Absalonsen.

Kampen mellem SønderjyskE og EfB spilles søndag klokken 14.00 på Sydbank Park – køb billetter til kampen her.

Se højdepunkterne fra SønderjyskE’s 3-0-sejr over Randers her:

KAMPSPONSOR:


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus