Jacob Ravn, 23. august 2020, kl. 9:00
19-årige Roni Arabaci har gjort et stærkt indtryk under prøvetræningen i SønderjyskE og bliver nu belønnet med en aftale frem til nytår.
Roni Arabaci har vist sig godt frem i SønderjyskE, siden han kom til klubben for at træne med fra den 10. august, og parterne er nu blevet enige om, at han bliver i klubben på en aftale, der løber frem til nytår.
Sportschef Hans Jørgen Haysen glæder sig til at se mere til den 19-årige offensivspiller, der inden skiftet til SønderjyskE har været en målfarlig herre for Brøndby i U19-ligaen.
– Han har gjort et meget positivt indtryk under prøvetræningen, hvor han har imponeret med sin aggressivitet og pågåenhed, og han kan bidrage på flere positioner i offensiven. Det første indtryk har været godt, og med den nye aftale får både han og vi chancen for at se hinanden yderligere an i løbet af efterårssæsonen, siger Hans Jørgen Haysen.
Roni Arabaci har spillet i Brøndby IF, siden han var fire år gammel, og han glæder sig nu til at tage hul på et nyt kapitel – både som seniorspiller og i en ny klub.
– Jeg ser det som en god mulighed for at vise, hvem jeg er, og hvad jeg kan bidrage med. Jeg glæder mig rigtig meget til at spille for SønderjyskE, og forhåbentligt kommer jeg også til at vise mine offensive kvaliteter frem i Superligaen, siger Roni Arabaci.
Arabaci får trøje nummer 17 i SønderjyskE.