Jacob Ravn, 22. november 2019, kl. 11:53
SønderjyskE-dyderne skal være tydelige i søndagens kamp mod Lyngby Boldklub på Sydbank Park.
Søndag klokken 12.00 tager SønderjyskE imod Lyngby Boldklub på Sydbank Park, og der står først og fremmest revanchelyst i øjnene på SønderjyskE-spillerne.
SønderjyskE leverede en skidt første halvleg mod AGF inden landskampspausen, men cheftræner Glen Riddersholm og spillerne vil gerne fjerne den plet og finde tilbage til nogle af de gode takter, der blev vist i kampene forinden.
– Vi skal først og fremmest sørge for at komme tilbage på pointsporet mod Lyngby. Vi var ærgerlige over den seneste præstation i Aarhus, men før det forsmædelige nederlag var der også lyspunkter og gode præstationer, og dem skal vi finde frem igen. En kollektiv offday kan du ramme ind i, og vi er ikke stolte af præstationen i Aarhus, så vi er revanchelystne og vil hjemme på Sydbank Park gøre alt for at vise nogle af de gode takter, vi tidligere har leveret, siger Glen Riddersholm.
SønderjyskE vandt sæsonens første møde med Lyngby med 3-0, men det var efter en kamp, der var mere jævnbyrdig, end cifrene antyder. Cheftræneren forventer da også en hård kamp, hvor SønderjyskE-dyderne skal være tydelige.
– I den situation, vi er i, skal du ikke forvente champagnebold, og at alt sidder i skabet. Vi skal tilbage og have arbejdshandskerne på, og så skal vi have kollektivet og defensiven til at fungere. Det er dér, vi har haft de største udfordringer. Hvis det fungerer, har vi også redskaber og kvaliteter, der vil true Lyngby den anden vej. Det vil være vigtigt med et solidt udgangspunkt, og vi skal angribe kampen med initiativ og mod, siger Riddersholm.
Kom på Sydbank Park søndag klokken 12.00, og syng, klap og råb SønderjyskE-spillerne frem til sejr.
Køb din billet til kampen her.