Søg

Bah fik landsholdsdebut: Det er en kæmpe drøm

Jacob Ravn, 11. november 2020, kl. 22:04

Alexander Bah fik onsdag aften debut på A-landsholdet, da Danmark slog Sverige 2-0 på Brøndby Stadion. SønderjyskE-spilleren scorede et fremragende mål i debuten.

Tirsdag morgen fik Alexander Bah at vide, at han var udtaget til det danske A-landshold for første gang, og allerede onsdag aften fik SønderjyskE-spilleren debut i rødt og hvidt.

Det skete, da han kom ind i pausen i kampen mod Sverige på Brøndby Stadion, og Bah var en af hovedpersonerne, da svenskerne blev besejret 2-0.

Det var nemlig Bah, der scorede 2-0-målet, som var kampens store højdepunkt. Efter godt dansk opspil endte bolden i højre side af straffesparksfeltet, hvor Bah sparkede første gang og resolut sendte bolden ind ved fjerneste stang med en fremragende inderside-afslutning.

22-årige Bah var da også et stort smil, da han efter kampen blev interviewet til Kanal 5.

– Det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse – ikke at jeg scorer, men at jeg får lov til at trække den her trøje over hovedet. Det er kæmpe stort, det her, sagde Bah og forklarede den noget specielle optakt til kampen.

– Jeg mødte de andre drenge for første gang i morges, fordi jeg først skulle i isolation, så det har været en lidt mærkelig optakt, men alle har taget godt imod mig, og det har været nemt at falde ind i spillet, så det er super fedt.

Alexander Bah glæder sig naturligvis over debuten og målet, som giver ny energi til powerbacken, der i forvejen er inde i et rigtig godt flow i 3F Superligaen.

– Det betyder meget. Først og fremmest er jeg glad for, at jeg kan vise mig frem i landsholdsregi, og så bygger det selvfølgelig på selvtilliden, og jeg er glad for, at jeg også får lavet en kasse i dag, sagde Alexander Bah kort efter debuten i rødt og hvidt.

Målet var en understregning af, at Bah virkelig har fået udviklet sit slutprodukt i SønderjyskE, hvor han nu har lavet tre mål og tre assist i de seneste fem kampe – inklusiv det fremragende mål mod Sverige.

Alexander Bah er den anden spiller, der får landsholdsdebut som SønderjyskE-spiller. Den anden er Johnny Thomsen, der debuterede på landsholdet i august 2010.

De næste kampe for Bah og det danske landshold er Nations League-kampene mod Island og Belgien.

Fra SønderjyskE skal der lyde et kæmpe tillykke med landsholdsdebuten til Alexander Bah.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus