Per Jessen, 5. februar 2017, kl. 21:32
Søndagen startede med morgenmad ligesom alle de andre dage har gjort. Morgenmaden lignede sig selv, og det er ved at være ret udfordrende at finde nye ting at putte på morgentallerkenen, så man begynder så småt at glæde sig til at komme hjem og lave sin egen mad igen. Maden på hotellet har dog alt i alt været rigtig god.
Dagens træning stod på en omgang taktisk træning, hvor der blev gennemgået nogle spilmønstre og standardsituationer frem mod kampen i morgen.
Efter træningen havde alle spillere fri resten af dagen, og man kunne egentlig gøre, hvad man ville. Nogle slappede af, nogle så en film (og lå i ske, ”Marc P og Johan”) eller andre fik noget behandling. Der var dog en håndfuld spillere som ikke havde fri. En eksklusiv elite havde en speciel træning i vente. En træning, der ikke omhandlede fodbold, men en træning, som forgik nede i hotellets lobby og på medbragte bærbare computere.
Nu tænker i nok, hvad det kunne dreje sig om? Det er selvfølgelig det populære og verdensomspændende computerspil Counter Strike, vi snakker om.
E-sport og CS er meget oppe i tiden, og feberen har også ramt spillertruppen. Siden Europa League-turene har Counter Strike vokset sig større og større i omklædningsrummet. Alle er dog ikke lige gode, faktisk er ret mange af os rigtig dårlige, især ”the human shield” aka. Kim Zacho skiller sig ud. Faktisk rammer han oftere en af sine egne end modstanderne. Han er dog altid klar med en undskyldning for de manglende evner. Trods niveauforskellene så hygger vi os med spillet.
Vi startede ”træningen” med et hold bestående af Greko, Born, Madsen og de to undertegnede. Efter et par forrygende spil med to sikre sejre og et usædvanligt højt niveau af de to undertegnede, blev det så småt tid til lidt udskiftning på holdet. Uhre kom ind på holdet, og debuterende Greko, som af nogle blev set som det svageste led i de to runder, røg ud.
Efter Uhre, som normalt er en solid spiller, kom ind, gik det kun en vej, og det var ned ad bakke. Vi tabte tre spil i træk, hvor vi var fuldstændig uden chancer for sejr. Uhre, Madsen og Born spillede slet ikke op til deres ellers nogenlunde niveau, hvilket selvfølgelig var meget frustrerende for undertegnede, som spillede på et rigtig højt niveau, hvilket bare ikke var nok til at få en sejr i hus.
Det var slutningen på vores anden alternative træning, og vi gik hver til sit for at slappe af og nyde resten af fridagen.
Godnat fra værelse 203
Nicolaj Ritter og Troels Kløve