Søg

Dagbog fra Marc P. og Absalonsen

Per Jessen, 5. februar 2017, kl. 10:24

Så blev det værelse 204’s tur til at fortælle lidt om hverdagen på vores træningslejr.

Lørdag morgen kl. 10 stod vi igen på træningsbanen med en frisk sejr over CSKA Sofia i bagagen. Derfor stod den på restitution for nogle og lidt hårdere træning for andre. Efter restitutionen lavede vi nogle konkurrencer. Bl.a. spillede vi overligger og gris. Men som det hører sig til i det SønderjyskE, så kan vi ikke have en konkurrence uden at taberen må få en straf. Der blev uddelt ørefigener, lammere mv. Men formiddagens højdepunkt stod en af rigmandssønnerne fra Haderslev, Mikkel Hedegaard, for, da han tabte i gris. Altid finurlige Kløve kom med et glimrende forslag, som gik ud på at taberen skulle have en trukket elastik på benet, og herefter skulle elastikken spændes ud og slippes.

Efter frokost var eftermiddagen fri. Her havde spillerne fri mulighed for at gøre, hvad de havde lyst til. Et af højdepunkterne for eftermiddagen fandt sted i fysrummet, hvor endnu et af utallige spil Partners fandt sted. Pierre Kanstrup aka. Emil Midé Erichsen var vendt hjem fra hans sejltur jorden rundt og havde til træningslejren medbragt lidt overskydende chilichokolade. Det blev aftalt at taberne i Partnersspillet skulle spise en chilichokolade. Det endte med 4 stykker chili til vores fys Carl, som desværre måtte afbryde både spil og behandling, så han kunne gå ud på toilettet og vikle et vådt håndklæde rundt om hans postkasserøde hoved.

Som det kan ses på fotoet, så havde Carl svært ved at finde sig selv efter hans tur ind i chiliens verden.

Om aftenen var vi blevet inviteret ind i danskerklubben i Marbella, hvor Knud Nielsen, en af de helt tunge drenge i forhold til SønderjyskE’s udvikling de sidste mange år, havde sørget for god mad og ægte dansk hygge under de varmere himmelstrøg. Vi var i godt selskab med resten af danskerkolonien på Costa del Sol. Herefter vendte bussen snuden mod hotellet igen.

På hotellet er der altid aktivitet på gangene lige inden sengetid. Vi her på værelse 204 kan hver aften høre hurtige fodtrin på gangene, som indikerer, at nogle gerne vil lave pranks med hinanden. Som familiefædre har vi dog travlt med at få al den søvn, vi kan få på sådan en træningslejr, så vi har allerede sagt godnat kl. 22.30. Men i morges, da vi stod (tidligt) op kunne vi se, at nogle på holdet er særdeles kreative sent om aftenen. Kees og Philip havde fået bundet en elastik i døren, så de måtte ringe efter assistance for at komme ned til morgenmaden. Hedegaard har åbenbart været for langt fremme i skoene på turen, så nogle mente at hans dør skulle barrikaderes med stole og madras.


Så blev kl. 22.30 og nu er det sengetid på værelse 204.

Marc Pedersen og Johan Absalonsen

 

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus