Per Jessen, 7. april 2016, kl. 15:19
Der er til lørdagens hjemmekamp mod AGF kommet et afbud fra en af stamspillerne i speakerboksen. Benny Thomsen skal med Danske Spil på sit livs fodboldrejse.
Vores Spillepartner Danske Spil arrangerer årligt en rejse ud i Fodbold-Europa for Danmarks bedste i tips og odds. Turen, der går til tre kampe i tre lande på tre dage, kaldes også Verdens Bedste Fodboldrejse. Forude venter kampene Herta Berlin – Hannover 96 fredag, Real Madrid – Eibar lørdag og Sunderland – Leicester søndag. På turen deltager også en del tidligere landsholdspillere, bl.a. Henrik ’Store’ Larsen og Allan Simonsen, trænere og selvfølgelig Oddset-pigen Kath.
Det er heldigvis ikke en af spillerne på grønsværen, som vi må undvære, men afbuddet krævet nogle rokeringer i kulissen, og derfor er der hentet dygtige vikarer ind fra bokspersonalet i SE Arena.
SønderjyskE ønsker god rejse til Benny med håbet om, at du får en masse inspiration på turen til udvikling af vores storskærme.