Søg

De sidste forberedelser foregår i Tyskland

Jacob Ravn, 28. august 2020, kl. 9:00

SønderjyskE møder fredag klokken 14.00 SV Meppen i en træningskamp i Tyskland. Efter tre træningskampe i træk med to forskellige SønderjyskE-hold i hver halvleg, skal der nu mere spilletid i benene til dagens startere.

Om præcis to uger tager vi hul på 3F Superligaen, når vi møder mestrene fra FC Midtjylland i den første kamp, der spilles fredag den 11. september klokken 19.00 på Sydbank Park.

Det betyder også, at vi er så langt henne i forberedelserne, at det ikke længere handler om, at alle mand skal have spilletid i træningskampene.

Efter tre kampe, hvor hele holdet mere eller mindre er blevet skiftet i pausen, er der flere spilleminutter til de 11 spillere, der starter inde i fredagens træningskamp mod SV Meppen.

19 spillere drog torsdag til Tyskland til den næstsidste træningskamp, der spilles i dag klokken 14.00, og modstanderen er altså SV Meppen fra 3. Bundesliga – en kamp, der kom i stand, da vores træningskamp mod FC København blev aflyst.

– Vi har brugt de første træningskampe til at give alle muligheden for at vise sig frem, men nu er vi taget 19 spillere afsted, og det bliver nok blandt dem, at vi skal finde de første 18 spillere til den første kamp i 3F Superligaen, hvis alle ellers holder sig skadesfri. Det er et udtryk for, at vi nærmer os slutfasen af pre-season, siger cheftræner Glen Riddersholm.

– Det er vores næstsidste træningskamp, og dermed er der også udsigt til, at spillerne ikke længere kun skal spille 45 minutter, men der vil derimod være mange minutter til dem, der starter inde. Det er et vidnesbyrd om, at vi er ved at klargøre os til de første gældende kampe, men det er også vigtigt for mig at understrege, at man ikke kan udlede noget af den startomstilling, vi har mod SV Meppen. Der er stadig en åben kamp på flere positioner, siger Riddersholm.

I forhold til den seneste testkamp, hvor Vendsyssel FF blev besejret 3-2, er Patrick Banggaard klar til kamp, efter han blev sparet/skånet, og Stefan Gartenmann er på højkant igen efter et par dages sygdom. Målmand Nicolai Flø er blevet hjemme af private årsager.

Vores sidste træningskamp spilles i øvrigt også i Tyskland. Det bliver mod St. Pauli søndag den 6. september. Mere information om denne kamp, når vi kommer nærmere. I dag gælder det SV Meppen.

Startopstillingen mod SV Meppen vil se således ud:

Lawrence Thomas – Stefan Gartenmann, Pierre Kanstrup, Patrick Banggaard – Alexander Bah, Rilwan Hassan, Victor Mpindi, Mads Albæk, Marc Dal Hende – Julius Eskesen, Anders K. Jacobsen.

Bænken: Isak Olafsson, Marc Pedersen, Emil Frederiksen, Rasmus Vinderslev, Haji Wright, Peter Christiansen, Johan Absalonsen, Nikola Mirkovic.

Kampen mod SV Meppen bliver desværre ikke livestreamet, men vores udsendte reporter vil opdatere flittigt via Twitter og her på hjemmesiden.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus