Jacob Ravn, 24. september 2020, kl. 21:02
FC Viktoria Plzen havde den skarphed og de marginaler, som SønderjyskE ikke havde i Plzen, da tjekkerne vandt 3-0 i Europa League-kvalifikationen.
Det blev desværre kun til én kamp i Europa i denne omgang.
FC Viktoria Plzen vandt torsdagens kamp på Doosan Arena med 3-0 og spillede sig dermed videre til playoff-runden i Europa League.
Tingene kunne have set anderledes ud, hvis SønderjyskE havde scoret, da holdet havde momentum de første 25-30 minutter.
Størst var Anders K. Jacobsens chance efter små ti minutter, da han efter Rilwan Hassans gode aflevering, tacklede sig forbi Plzens målmand, men desværre kom en tjekke i vejen tæt foran mål.
Efter en halv time fik hjemmeholdet et straffespark i den lette ende af skalaen, og det blev udnyttet til 1-0.
Kort før pausen blev det også 2-0 efter en forsvarsfejl.
SønderjyskE startede også anden halvleg bedst, men skarpheden manglede på de tre halve chancer, der var i indledningen, og i stedet blev det 3-0 efter 50 minutter, da et stolpeskud blev fulgt op og sparket i nettet – også den kendelse kunne være gået den anden vej.
SønderjyskE jagtede en reducering, men det kom ikke tættere på end Emil Frederiksens gode frisparksforsøg med ti minutter igen.
Fredag og lørdag træner SønderjyskE i Haderslev, og søndag 14.00 venter AaB på Sydbank Park i 3F Superligaen.