Jacob Ravn, 21. maj 2021, kl. 14:58
33-årige Adama Guira forlader SønderjyskE Fodbold, når hans kontrakt udløber efter denne sæson.
SønderjyskE Fodbold hentede i februar i år Adama Guira til klubben på en kort kontrakt, der udløber 30. juni 2021, og det ligger nu fast, at aftalen ikke bliver forlænget.
– Vi fik mulighed for at hente ham ind, efter vintertransfervinduet var lukket ned, og vi ved jo alle, hvad Adama Guira står for. Desværre er det ikke blevet til den spilletid, som vi og han havde håbet, og derfor giver det god mening, at vi nu siger tak for denne gang, når kontrakten udløber efter denne sæson. Det har været en fornøjelse at have ham tilbage i klubben, hvor han har bidraget med godt humør og træningsiver, og vi ønsker ham alt mulig held og lykke fremover, siger direktør Klaus Rasmussen.
Adama Guira har spillet seks kampe for SønderjyskE i løbet af forårssæsonen, og han står i alt noteret for 116 SønderjyskE-kampe.
Da midtbanekrigeren ikke er i spil til den sidste hjemmekamp mandag mod AaB, har vi tilladt, at han rejser hjem i weekenden.
Tak for denne gang, Adama.
Fotocredit: Gonzales Photo