Jacob Ravn, 25. juni 2020, kl. 9:34
Kulturministeriet og Dansk Boldspil-Union har torsdag morgen meddelt, at der tillades flere fans til årets finale i Sydbank Pokalen.
Når Blue Water Arena i Esbjerg onsdag den 1. juli lægger græs til årets finale i Sydbank Pokalen mellem AaB og SønderjyskE, vil der være flere end 500 tilskuere på tribunerne. Hvor mange, der vil være, er endnu ikke oplyst.
Kulturministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at Regeringen og Folketingets partier onsdag aften har besluttet at give mulighed for flere end 500 tilskuere til pokalfinalen efter samme model som i forsøgsordningen med tre kampe i den seneste 3F Superliga-runde.
Antallet af tilskuere vil blive besluttet af Rigspolitiet i samarbejde med sundhedsmyndighederne i de kommende dage.
Vi melder nærmere ud om salg af billetter, så snart dette er muligt. Prisen vil være 275 kroner pr. billet.