Søg

Fodboldfeber i Sønderjylland

Per Jessen, 15. juni 2016, kl. 12:21

En fantastisk fodboldsæson er overstået for SønderjyskE, der havde rekordstor tilstrømning til kampene på Sydbank Park. Det kan nu også mærkes på sæsonkort-salget til den kommende sæson.

De tørre tal er ganske rar læsning i sommervarmen. I alt 93.566 personer gik igennem tælleapparaterne på Sydbank Park til kampene i Alka Superligaen sidste sæson. Det giver et gennemsnit på 5.858 per kamp, hvilket er en imponerende stigning på 52,6 procent i forhold til tallene året forinden.

Det er tredje sæson i træk, at tilskuertallet bliver løftet på den lyseblå hjemmebane, der har udviklet sig til en lille fodboldfæstning – både spillemæssigt og stemningsmæssigt. SønderjyskE var ubesejret i forårets hjemmekampe, hvor tilskuergennemsnittet var på hele 6.645 per kamp. Det hele blev afsluttet i ren eufori med sølvmedaljerne i sæsonens sidste kamp i Brøndby, hvor langt over 1.000 medrejsende sønderjyder var på lægterne.

Og fodboldfeberen raser fortsat. Der er således godt gang i sæsonkortsalget på sølvvindernes kontor.  Allerede halvanden uge efter salget af sæsonkort blev startet, havde salget overgået tallene fra hele sidste sæson.

Det giver også god mening at købe et sæsonkort. Kortet er ikke personligt og kan derfor lånes ud til andre, hvis man bliver forhindret i at møde op til en kamp. Og til den kommende sæson giver sæsonkortet oven i hatten adgang til Europa League-kampene på Sydbank Park. Ydermere er der som minimum én hjemmekamp mere i Alka Superligaen grundet den nye turneringsstruktur. Til eventuelle hjemmekampe i DBU Pokalen er sæsonkortet også gyldigt.

Køb dit sæsonkort her:
https://soenderjyske2.www2.dk/index.php?cat=1

Unavngivet

Kilde: superstats.dk


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus