Kell Haugaard, 13. april 2016, kl. 12:39
Francis Dickoh til SønderjyskE
Superligaklubben SønderjyskE får med omgående virkning tilgang af Francis Dickoh, der har underskrevet en kontrakt for den resterende del af indeværende sæson. Den 33årige danskghaneser, som senest har optrådt for FC Midtjylland, har i den seneste uge trænet med klubbens superligatrup, og har ifølge sportschef Hans Jørgen Haysen gjort et solidt indtryk:
– Francis Dickoh har både til træningspassene og i forbindelse med reserveholdskampen tidligere i denne uge vist, at han er i god form og at han fra første dag kan spille med på et godt niveau. Han mangler indlysende noget skarphed; men kan allerede nu bibringe erfaring og rutine til vores trup.
Vi står overfor et meget komprimeret slutprogram, hvor vi bl.a. skal spille syv kampe i løbet af en måned. Med flere skader i truppen får vi brug for alle ressourcer, og med tilknytningen af Francis Dickoh får vi forstærket holdets defensive kæder, slutter Hans Jørgen Haysen.
Kontrakten forudsætter, at Francis Dickoh består det obligatoriske lægetjek senere i dag.
Fakta Francis Dickoh
Nationalitet: Danmark/Ghana
Alder: 33 år (13.12. 1982)
Højde: 188 cm.
Vægt: 85 kg.
Position: Centralt forsvar
Trøjenr.: 20
Kontrakt: 30.06. 2016
Landskampe: 13 (Ghana)
Tidligere klubber: FC Nordsjælland, FC Utrecht, Hibernian, Aris Thessaloniki, Cercle Brügge, FC Midtjylland.