Jacob Ravn, 25. maj 2020, kl. 15:35
Tirsdag eftermiddag spiller SønderjyskE træningskamp mod FC København i Telia Parken. Den sidste test, inden det går løs i 3F Superligaen i næste uge, sendes direkte på TV3 Sport.
Nu er der kun en uge, til det går løs i 3F Superligaen for SønderjyskE’s vedkommende.
Der er derfor tale om en slags generalprøve, når SønderjyskE tirsdag klokken 15.00 gæster FC København, der inviterer inden for i Telia Parken til det, der er den sidste træningskamp for begge hold, inden der igen skal spilles om point.
SønderjyskE har spillet en intern træningskamp og en kamp mod Kolding IF, og nu bliver holdet matchet hårdt mod en stærk modstander, og hvor geografien og forholdene kommer til at minde om den første Superligakamp mod Brøndby IF næste tirsdag.
Cheftræner Glen Riddersholm tager 21 spillere med til hovedstaden, og det bliver igen en kamp med mange udskiftninger undervejs.
– Vi skal sørge for, at vi får så mange spillere igennem den her opstart, så vi er klar til et super spændende forår, hvor vi har nogle svære kampe i Superligaen, og hvor vi har nogle spændende kampe i Sydbank Pokalen.
– Vi bliver testet mod en super god modstander som FC København på deres bane, og det er måske en meget god generalprøve i forhold til, at vi skal til Brøndby, hvor vi også spiller på et stort stadion i Københavnsområdet, så der får vi en perfekt optakt til, hvad det vil sige, siger Glen Riddersholm.
Kampen mellem FC København og SønderjyskE vises på TV3 Sport og Viaplay klokken 15.00.
SønderjyskE liveopdaterer fra kampen på Twitter og her på hjemmesiden, og vi følger op med interviews og friske fotos.