Søren Pabst, 30. april 2016, kl. 17:50
En kamp fyldt med nerver og som forudsagt med rigtig mange dueller var vi i dag vidne til på DS Arena i Hobro.
Før kampen blev der også sagt at der skulle spilles godt og vi skulle være klar fra start for at vinde kampen og det havde spillerne også taget til sig.
Kampen var kun 8 minutter gammel da vi fik kampens første mål og det fik de veloplagte udebane fans i jubel.
Marcel Rømer scorede sit første SønderjyskE-mål og gjorde det til 0-1.
Hobro IK ville dog stadig gerne være med og bare 6 minutter efter blev der udlignet, det var den tidligere SønderjyskE-spiller Anders Egholm som efter klumpspil i feltet får puttet bolden ind i nettet.
10 minutter skulle Hobro have lov til at være på 1-1, Simon Kroon viste hvorfor han er blevet hentet til klubben, han spiller en flot kombination med Adama Guira og sender et fladt indlæg lige ind i fødderne på vores topscorer, Johan Absalonsen, så stod der 1-2 efter 25 minutter.
Herefter blev det en meget rodet halvleg og vi blev ikke underholdt med mange chancer, til gengæld blev det til meget godt spil på midtbanen af SønderjyskE som igen viste at man sagtens kan spille champagne-fodbold, selvom man hvert år bliver dømt som nedrykker.
1-2 til halvleg.
2. Halvleg startede Hobro IK rigtig godt og fandt frem til et par chancer dog intet farligt.
Efterfølgende blev vi endnu engang budt på en masse dueller og et hav af frispark, først efter 60 minutter begyndte SønderjyskE igen at vise tænder og efter et farligt hjørnespark fik vi halvlegens første afslutningen inden for rammen, den tilfaldt SønderjyskE, men stadig 1-2 på måltavlen.
Dog generelt set en halvleg præget af få chancer og meget lidt godt spil, Hobro overtog meget af initiativet som halvlegen skred frem og tydeligt var det at SønderjyskE var tilfredse med stillingen som den var.
Hobro IK kom til flere store chancer i slutningen af kampen, især Mayron George var en giftig, i flere tilfælde var han lige ved og næsten, men et stærkt spillende forsvar afværgede hver gang.
Til sidst burde Thomas Dalgaard også have afgjort kampen til 1-3 da han er helt fri med Jesper Rask, men han sender den i sidenettet.
Efter en meget intens overtid fløjtede dommeren endelig af og en uskøn 2. halvleg fik sin ende.
Hård fight 1-2 og 2. pladsen stadig intakt.