Søg

Information om forholdsregler i forbindelse med virus

Jacob Ravn, 6. marts 2020, kl. 10:54

Som følge af Covid-19 (Coronavirus) har Divisionsforeningen givet Superliga-klubberne en række anbefalinger, og det betyder blandt andet, at der ikke vil være håndtryk og high fives ved søndagens kamp mod OB.

Efter det torsdag kom frem, at den tidligere landsholdsspiller Thomas Kahlenberg har fået konstateret Coronavirus, og at spillere i Brøndby IF og Lyngby Boldklub er kommet i hjemmekarantæne, har Divisionsforeningen givet Superliga-klubberne nogle anbefalinger, som også påvirker vores kamp på søndag mod OB på Sydbank Park.

Spillertruppen og staben omkring holdet er blevet bedt om at afholde sig fra fysisk kontakt med andre end kampens aktører. Det betyder, at vi skal afholde os fra håndtryk, high fives, selfies, autografskrivning og så videre. Der vil derfor heller ikke være en spiller repræsenteret i 3F Familieafsnittet på søndag.

Vi skal opfordre til, at tilskuere og andre interessenter, der har befundet sig i et af risikoområderne, eller som har været i kontakt med en smittet person, ikke møder op på stadion.

Og så henviser vi i det hele taget til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og hygiejneråd (se dem her).

Ved at tage ovennævnte forbehold minimerer vi risikoen for smitte mest muligt, og så glæder vi os ellers til at rette fokus på fodboldbanen.

Opdateres


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus