Jacob Ravn, 9. november 2020, kl. 13:04
Isak Olafsson er udtaget til Islands U21-landshold, der spiller afgørende kampe i EM-kvalifikationen.
Islands U21-landshold har endnu engang indkaldt Isak Olafsson til landsholdstjeneste.
Den 20-årige islænding har været fast mand på U21-landsholdet i EM-kvalifikationen, hvor han nu står noteret for ni kampe og to mål.
Island står foran tre vigtige kampe i EM-kvalifikationen, der skal afgøre, om ønationen skal med til EM eller være lige ved og næsten.
De sidste tre kampe spilles inden for den næste uges tid, og det er helt tæt i toppen, hvor kun ét point adskiller Italien på førstepladsen og Island på fjerdepladsen. Irland og Sverige er de øvrige hold i topdysten, men de har spillet en kamp mere end Italien og Island.
Island lægger ud på hjemmebane mod Italien den 12. november, men den kamp når Isak Olafsson dog ikke, da SønderjyskE spiller kamp i Sydbank Pokalen onsdag den 11. november.
Til gengæld når han udekampene mod Irland den 15. november og Armenien den 18. november.
Tillykke til Isak Olafsson med udtagelsen – og held og lykke i de afgørende kampe.