Søg

Jobopslag: SønderjyskE Fodbold søger fleksibel fysioterapeut til fuldtidsstilling

Jacob Ravn, 23. juni 2020, kl. 18:52

Er du fysioterapeut, og vil du gerne være en del af et professionelt sports-setup, har SønderjyskE Fodbold nu et særdeles spændende jobtilbud.

Vi søger en fysioterapeut på fuldtid, som lever op til de store krav, der stilles i en Superliga-klub.

Du skal have erfaring inden for sportsfysioterapi – og helst inden for fodbold. Du er hårdtarbejdende, fagligt dygtig, ambitiøs, har lederegenskaber og er stærk i teamarbejde. Du er fleksibel på arbejdstid og er indforstået med, at det er kampene og træningsdagene, der fastsætter din arbejdsuge, hvilket også indebærer weekendarbejde.

Du kommer til at indgå i et sundhedsteam, der ud over en fysioterapeut består af kiropraktorer, læge, massør, fodbehandler og fysisk træner.

En del af jobbeskrivelsen ser således ud:

  • Du skal vurdere, diagnosticere, behandle og genoptræne skader og sygdomme samt analysere og designe den sikreste og hurtigste strategi for at sikre et optimalt genoptræningsforløb i samarbejde med den øvrige sundhedsstab.
  • Du skal vurdere og behandle spillere på og uden for banen ved træning og i kampe.
  • Du bliver en del af udviklingen og udførelsen af en ”Return to Play”-model.
  • Du skal udvikle skadesforebyggende programmer i samarbejde med vores fysiske træner.
  • Du skal tilbyde bevægelses- og aktiveringsøvelser til små grupper og/eller individuelle spillere.
  • Du skal sammen med vores klublæge stå for lægetjek af nye spillere.

Den rette ansøger skal være topmotiveret og tilpasse sig en travl, spændende og varieret arbejdsdag. Det er desuden vigtigt, at du har evnen til at kunne holde hovedet koldt i et udfordrende miljø, og du skal være stærk i din kommunikation til det øvrige team.

Tiltrædelse er som udgangspunkt den 1. september 2020, men kan også være 7-14 dage før.

Ansøgninger skal sendes skriftligt til sportschef Hans Jørgen Haysen på hjh@soenderjyske.dk.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus