Per Jessen, 15. april 2016, kl. 8:00
Talentarbejdet i SønderjyskE og moderklubben HFK har høj prioritet, og derfor er det glædeligt, at talentansvarlig Karsten Andersen har forlænget sin kontrakt.
Tilbage i 2012 kom Karsten Andersen til klubben som ungdomstræner, og siden i sommer har han været talentansvarlig på fuld tid. Sports- og talentchef Hans J. Haysen har det store smil fremme nu, hvor aftalen er forlænget frem til sommeren 2019.
– Karsten har fået en stadig større rolle. Som talentansvarlig favner han bredt og har en meget vigtig funktion i vores setup. Derfor er jeg meget glad for, at vi har forlænget samarbejdet. Vi bygger dermed videre og får noget kontinuitet ind i vores talentarbejde, siger Hans J. Haysen.
I det daglige fungerer Karsten Andersen i bogstavelig forstand som Haysens forlængede arm på træningsbanerne. Han er også cheftræner på U19-holdet og arbejder tæt sammen med de andre trænere – Thomas Vilstrup, Michael Meyhoff – og ikke mindst HFK.
– Jeg er glad for at være et sted, hvor man virkelig vil talentarbejdet og samtidig sætter handling bag ordene. Vi er i gang med at udvikle staben med flere A-trænere og bygger mere og mere struktur på i hele organisationen, siger Karsten Andersen.
Han pointerer, at talentudvikling er noget, som skal måles over en længere periode.
– Det er et privilegium at arbejde sammen med en masse engagerede mennesker, og nu får jeg lov til at arbejde videre og se resultaterne af vores fælles arbejde. Vi har gang i noget godt, potentialet er stort, og vi går en spændende fremtid i møde, siger Karsten Andersen.