Søg

Lodberg fuldender stærk trænertrio

Kell Haugaard, 16. januar 2017, kl. 13:00

Lodberg fuldender stærk trænertrio

Den populære og karismatiske Niels Lodberg vender tilbage til SønderjyskE i en ny rolle efter sommerpausen.

Han spillede tre sæsoner for sønderjyderne, og blev på rekordtid synonymet på holdets vinderattitude og kampgejst.
Han forlod klubben i 2015, og vender efter sommerferien tilbage i en ny rolle som assistenttræner i superligateamet med cheftræner Claus Nørgaard og assistenttræner Henrik Hansen.
Sportschef Hans Jørgen Haysen glæder sig over, at det lykkedes at få den tidligere viceanfører tilbage til SønderjyskE:
– Niels Lodberg er en vindertype, som vi er utroligt glade for at have tilbage i det lyseblå team.
Han kender klubben ud og ind, og det vil være som om, han aldrig har været væk fra klubben, fortæller Hans Jørgen Haysen, og fortsætter:

– Niels Lodberg var i tre sæsoner personificeringen af vores værdier om hårdt arbejde og sammenhold, og han møder op efter sommerpausen med en spændende og anderledes tilgang som træner, hvilket helt sikkert kommer til at supplere og fuldende en meget stærk trænertrio. Niels Lodberg gør i foråret sit arbejde færdigt hos AC Horsens, og frem til sommerpausen vil det i SønderjyskE være Claus Nørgaard og Henrik Hansen, som sammen vil føre vores superligahold gennem et utroligt spændende forår, fastslår Hans Jørgen Haysen.

Niels Lodberg har underskrevet en toårig kontrakt med SønderjyskE.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus