Søren Pabst, 29. maj 2016, kl. 18:49
Første halvleg startede med massivt Brøndby pres! Durmisi, Holst, Wilzcek og Agger havde alle deres muligheder i indledningen. Skender og det SønderjyskE forsvar havde deres at se til. Det virkede som om, presset på hele klubben havde sat sig fast i hovederne på de lyseblå helte. Boldomgangen var langsom og presspillet var sløset. Indledningsvis var det faktisk enormt sjældent, at SønderjyskE overhovedet var i boldbesiddelse, da Brøndby IF kom med fantastisk energi og var klart mest oplagte.
SønderjyskE fik etableret deres første chancer og presspil efter små 30 minutter, da bolden endelig fandt vej til Brøndby feltet. Den sidste aflevering manglede desværre, og helt farlige blev vi ikke. Det tætteste vi kom, var en Kanstrup afslutning ved siden af målet efter en ordentlig omgang klumpspil.
Kort før pausen gik den så ikke længere. Riza Durmisi, der spillede sin sidste kamp for Brøndby IF, løb til baglinjen og smed bolden mod bagerste stolpe, hvor en helt fri Andrew Hjulsager lige nøjagtig fik bolden over stregen. Desværre var stillingen nu 1-0, og sølvet lå pludselig langt væk! 1-0 var også stillingen til pausen.
Efter pausen kom SønderjyskE ud med mere gejst og vilje end i første halvleg. De ville virkelig gerne score det ene mål, der ville betyde sølv til Haderslev.
Et hjørnespark fra Simon Kroon blev bokset væk tæt under mål og et par giftige indlæg fra højre blev afvist. Det blev hjørnesparket fra Johan Absalonsen dog ikke! Efter 50 minutter lagde han bolden ind midt i feltet, hvor Nicolaj Madsen headede bolden ind bag Frederik Rønnow! 1-1, hvilket betød en øjeblikkelig anden plads sikret og sølv! Der var pludselig endnu mere gang i de medrejsende fans fra SønderjyskE!
I de efterfølgende minutter blev kampen pludselig enormt hektisk. Chancer i begge ender, både farlige frispark fra Brøndby og en kæmpe chance til Johan Absalonsen. Det hele forblev dog uforløst. Stillingen fortsatte som den var. 1-1.
Stemingen på lægterne var enormt intens. SønderjyskEs medrejsende fans bød virkelig den frygtede ”Sydsiden” op til dans. Man kunne høre de positive klapsalver, tilråb og jubelbrøl gennem hele kampen. SønderjyskE vil gerne sige stor tak til de mange fans, der har taget turen hele vejen til Brøndby.
Hen mod de afsluttende minutter af dette års Alka Superliga sæson, kunne man mærke på spillerne, at spillet blev mere nervøst. Mange lange bolde og tilbagelægninger til de to målmænd prægede den afsluttende fase.
Madsen gjorde eventyret til en realitet med 10 minutter tilbage da han SMADRER bolden ind til 1-2 og KÆMPE fest på udebane-sektionen!
Sæsonen har været som et eventyr for vores lyseblå helte, og som bekendt, så slutter eventyr altid godt. Dette eventyr er ingen undtagelse. SønderjyskE holdt stand og spillede resten af kampen færdig uden at lukke mål ind. Det betyder, at SønderjyskE sikrer sig sølvmedaljer, hvilket er en fantastisk bedrift!
Tillykke til alle i og omkring SønderjyskE!