Søg

Mål og assister fra SønderjyskE’s landsholdsspillere

Jacob Ravn, 10. juni 2021, kl. 8:23

Emil Holm scorede to gange for Sverige U21-landshold, mens Emil Frederiksen og Jeppe Simonsen sørgede for assisterne hos det danske U20-landshold og Haitis A-landshold. 

Der er godt gang i SønderjyskE’s landsholdsspillere i øjeblikket, hvor vi den seneste tid har haft rekordmange spillere – nemlig seks – i aktion på diverse landshold.

Vi har løbende orienteret om deres bedrifter på vores sociale medier, og vi samler her op på midtugens kampe, hvor tre spillere virkelig kom i fokus.

Emil Holm scorede to gange og assisterede en enkelt gang, da Sverige U21-landshold vandt 6-0 over Luxembourg i EM-kvalifikationen.

Emil Frederiksen leverede assisten til det danske mål, da det danske U20-landshold tabte 1-2 til Argentinas U23-hold.

Jeppe Simonsen stod for assisten til kampens enlige mål, da Haiti vandt 1-0 over Nicaragua og spillede sig videre til næste runde i VM-kvalifikationen. Simonsen og Haiti møder nu Canada over to kampe den 12. og 15. juni.

De fleste spillere er nu færdige med denne landsholdsomgang. Ud over Jeppe Simonsen er Lawrence Thomas fortsat på landsholdsopgave for Australien, der spiller VM-kvalifikationskampe i Kuwait – foreløbig har Thomas set til fra bænken.

Derudover har vi haft Julius Beck (U16-landsholdet) og Isak Olafsson (Islands U21-landshold) i aktion.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus