Jacob Ravn, 19. december 2018, kl. 5:30
Målmandstræner Toivo Vadum fortsætter i SønderjyskE, hvor han nu er kommet på en længerevarende kontrakt.
Det bliver også fremover Toivo Vadum, der skal holde målmændene skarpe i SønderjyskE.
Den 44-årige målmandstræner tiltrådte i starten af november, da Kaj Stefansen fik et jobtilbud i Kina, og aftalen, der i første omgang løb til årsskiftet, er nu blevet vekslet til en kontrakt på halvandet år plus option på yderligere et år.
– Toivo er en dygtig træner, og han har til fulde levet op til de forventninger, vi havde til ham, da vi hentede ham. Han er faldet godt ind i klubben, og målmændene har været glade for samarbejdet, så det giver god mening for alle parter, at vi nu har lavet en længerevarende aftale, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.
Det bliver ikke kun superligamålmændene, der får glæde af målmandstræneren.
– Han har også træninger med ungdomsholdene, og han sørger for, at der er en ensartethed i klubben på den måde, vi gør tingene. Her er han allerede inde i et godt samarbejde med vores to målmandstrænere i talentafdelingen, og her vil han også være tilknyttet fremover, siger Hans Jørgen Haysen.
Toivo Vadum glæder sig over, at to måneder i klubben nu bliver til meget mere.
– Det har været fantastisk at komme ind i SønderjyskE, hvor jeg er blevet godt modtaget, og jeg er meget glad for, at det nu er blevet til en længerevarende aftale. Jeg har fået et godt samarbejde med trænerne, truppen, målmændene og målmandstrænerne på ungdomsholdene, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet, siger Toivo Vadum.