Per Jessen, 14. maj 2016, kl. 21:02
Efter fem sejre på stribe gik den ikke længere. SønderjyskE tabte topkampen hos FC Midtjylland med 2-3. En tæt kamp, hvor marginalerne var med mesterholdet.
Hjemmeholdet startede bedst, men efter et kvarter kom SønderjyskE bedre med. Marcel Rømer havde en stor mulighed, og det blev startskuddet til flere gode lyseblå angreb. Det var dog FCM, som kom først på måltavlen, da en hjørnesparksbold lidt uheldigt ramte et par spillere og trillede over målstregen.
SønderjyskE svarede dog hurtigt igen, og igen var det Marc Dal Hende, som brugte hovedet. Et Simon Kroon-frispark blev sendt lige i panden på Marc Dal Hende, som dirigerede bolden i mål. Dermed scorede han for tredje kamp i træk.
SønderjyskE havde muligheden for at komme foran inden pausen, men Tommy Bechmann misbrugte den store mulighed. Bechmann var også i fokus, da han stødte sammen med målmand Mikkel Andersen. En situation, hvor mange var i tvivl om, der skulle dømmes straffespark til SønderjyskE, men det blev det altså ikke.
I anden halvleg fortsatte topkampen med høj intensitet. Desværre var det hjemmeholdet, som scorede det vigtige 2-1-mål. I slutminutterne gik det lystigt for sig. SønderjyskE jagtede udligningen, men i stedet kombinerede FCM sig igennem til 3-1. I tillægstiden fik indskiftede Silas Songani reduceret, da han var hurtig over en ripost, men tættere på kom de sønderjyske løver ikke.
Allerede fredag den 20. maj kan SønderjyskE dog komme tilbage på sejrskursen, når det gælder hjemmekampen på Sydbank Park mod OB. Der er kampstart kl. 18.00.