Stig Kongsted, 22. maj 2021, kl. 19:51
Flotte sejre på hjemmebane til U15- og U17-liga mod AGF.
U15- og U17-liga har vind i sejlene for tiden. Det blev til tredje sejr i træk for U15-liga, da AGF blev besejret med 3-2, mens U17-liga vandt for anden gang i træk, da de sendte Aarhusianerne hjem med en 5-0 sejr. Desværre måtte U19-liga se sig besejret med 2-0 på udebane mod AGF, hvor de ellers havde overtaget gennem hele kampen.
Sejr til U15-liga trods dårligt spil
Efter en pauseføring på 2-1 blev det til en 3-2 sejr med to mål af Noah Musaefendic og et af Ashkan Umut.
-Kampen i dag er bestemt ikke velspillet fra vores side, hvilket både er grundet AGF, og at vi selv ”misser ud” på nogle afgørende detaljer på bolden og i vores positioner. Vi vinder bestemt ingen skønhedspriser for denne kamp, men det er til gengæld en kæmpe fornøjelse, at drengene viser karakter og i den grad tager arbejdshandskerne på, når spillet ikke sidder i skabet, og kriger alt det bedste de kan, så vi slider os til alle tre point på en dag, hvor spillet ikke flyder, fortalte cheftræner Michael Meyhoff efter kampen.
U17-liga med suveræn 5-0 sejr over AGF
-Indenfor kampens første 11-12 minutter havde Anders Bergholt og Sebastian Jessen bragt os foran 2-0, hvilket også var stillingen ved pausen. I anden halvleg scorede Blend en gang og Tinus to gange, så vi fik en god 5-0 sejr, fortalte cheftræner Karsten Andersen efter kampen.
U19-liga taber 2-0 i AGF
-En kamp, hvor vi har overtaget i alle 90 min både offensivt og defensivt, men mangler kvalitet i felterne. Spillet er godkendt i dag, men kvaliteten i de afgørende sekvenser er alt for lav, fortalte cheftræner Thomas Skou Jensen efter kampen.
U15- og U19-liga tørner ud igen lørdag den 29/5 på hjemmebane mod FCK, mens U17 liga onsdag den 26/5 får besøg af Esbjerg.
Foto: Dobbelt målscorer for U17-liga, Tinus Olesen