Søg

Pjaskvåd pointdeling i Hobro

Rasmus Andersen, 8. december 2018, kl. 17:55

Haderslev-knægten Peter Christiansen fik chancen fra start, da SønderjyskE gæstede Hobro IK på DS Arena på en våd eftermiddag i det nordjyske.

Den unge offensivspiller var tydeligt veloplagt, og allerede inden der var spillet 30 sekunder, havde den unge sønderjyde skabt problemer for Hobro-forsvaret. Christiansen sprintede i feltet med bolden, og med to flotte driblinger snød han sine direkte modstandere, inden han lagde bolden af til Marcel Rømer, der flugtede bolden mod fjerneste hjørne. Desværre for både Peter Christiansen og Marcel Rømer var Hobro-keeper Rask klar i målet og parrerede til hjørnespark.

Kampen startede generelt i et højt tempo, hvor Hobro inden der var spillet tre minutter fik testet Sebastian Mielitz med en afslutning, men tyskeren viste sikre hænder i målet. I stedet slog SønderjyskE kontra, hvor en heroisk tackling som bagerste mand fra Rasmus Minor var det eneste, der stod mellem Peter Christiansen og en solotur mod målet.

Efter fem minutters spil fik Christian Greko Jakobsen tilkæmpet sig et frispark i venstresiden, som Marcel Rømer skulle tage sig af. Bolden blev afvist af Hobro-forsvaret, men returen faldt for fødderne af en fremadstormende Stefan Gartenmann. Den unge forsvarsspiller manglede dog skarphed i afslutningen, da han sendte bolden på tværs af mål og ud til målspark.

Hjemmeholdet fik etableret flere angreb, som kampen skred frem. Babayan fik muligheden fra nært hold, men den spidse vinkel tvang Hobro-spilleren til at forsøge sig med et lumsk skud, der snød Mielitz og ramte overliggeren, inden Simon Poulsen sparkede riposten ud af farezonen.

Peter Christiansen fortsatte med at være en trussel for Hobro-bagkæden. Midt på banen satte Christiansen sin modstander, inden han satte turboen på mod mål. Med en Hobro-spiller hængende på ryggen og flere stormende tilbage nåede Christiansen akkurat ikke at finde fodfæste til en afslutning, inden en glimrende tackling sendte bolden tilbage i hænderne på målmand Rask.

Stefan Gartenmann udgjorde den ene halvdel af midterforvaret som erstatning for karantæneramte Marc Pedersen. Den anden halvdel var som sædvanligt Kees Luijckx, og Luijckx var også med til at teste Rask i målet. Et frispark fra omkring 40 meter ude var ikke noget, der skræmte hollænderen. Afslutningen overraskede dog ikke Rask, der fik kroppen bag bolden og holdt det frække frisparksforsøg ude.

Efter pausen ramte regnvejret for alvor DS Arena. Underlaget, der allerede var hårdt prøvet under vejrforholdene i første halvleg, fik det ikke bedre med den massive regn, der åbnede anden halvleg.

Hobro IK startede anden halvlegs første ti minutter med to gule kort i en kamp, der indtil da havde været uden advarsler.

Emmanuel Sabbi var et da de bedste våben i Hobros offensiv, og netop Sabbi kom frem til en stor mulighed efter et frispark lidt uden for feltet. Frisparket blev sendt bag muren i dybden til Sabbi, der var alene med Sebastian Mielitz, men en perfekt fodparade fra Mielitz afviste amerikanerens afslutning.

Efter 67 minutter takkede Peter Christiansen af med klapsalver fra de medrejsende fans, han blev erstattet af en anden ung sønderjyde, Rasmus Vinderslev.

SønderjyskE havde svært ved at finde sammenhæng i afleveringerne på det halvbrune underlag, som gjorde det umuligt at spille flot og sprudlende fodbold.

Med ti minutter tilbage af kampen reagerede Claus Nørgaard igen, da Greko blev skiftet ud til fordel for Marfelt.

Da stadionuret passerede 82 minutter fik SønderjyskE bolden i nettet, men linjevogterens flag markerede korrekt for offside, efter Lieder havde fulgt op på Søren Frederiksens afslutning.

Kampens sidste minutter var præget af trætte ben, og derfor blev kampens sidste spark et frispark, der sejlede ud over baglinjen.

Kampen slutter 0-0, og dermed rejser SønderjyskE hjem med ét point i kufferten inden sidste opgør i efterårssæsonen på Sydbank Park mod FC København. Mange tak til de medrejsende tilskuere, og vi glæder os til at se jer på Sydbank Park!


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus