Jacob Ravn, 4. september 2019, kl. 18:51
Onsdag aften var sæsonkortholderne inviteret til møde i Fuglsang Loungen på Sydbank Park, hvor sportschef Hans Jørgen Haysen og cheftræner Glen Riddersholm holdt oplæg for de trofaste fans.
Spørg en sæsonkortholder, hvis du vil vide noget om SønderjyskE.
De trofaste sæsonkortholdere ser langt de fleste af Superligaholdets kampe, og onsdag aften fik de lommerne fyldt med endnu mere viden og indsigt.
Over 100 sæsonkortholdere var mødt op, da de var inviteret til møde i Fuglsang Lounge på Sydbank Park, hvor sportschef Hans Jørgen Haysen og cheftræner Glen Riddersholm holdt oplæg.
Sportschef Haysen brugte det meste af sin taletid på at dykke ned i transfervinduet, der lukkede mandag aften. Afgangene blev begrundet, og de nye spillere blev præsenteret. Han sluttede af med at rose fansene for den flotte opbakning, som holdet har oplevet i denne sæson både på hjemmebane og udebane.
Herefter overtog cheftræner Riddersholm scenen, og han fortalte om sit daglige arbejde med spillerne, mens han gik ned i taktikske detaljer fra kampene, så sæsonkortholderne fik endnu mere taktisk viden, som de kan brillere med på tilskuerpladserne til de næste kampe, der venter.
Mikrofonen gik rundt efter begge oplæg, og der var masser af spørgsmål – og gode råd – fra fansene.
SønderjyskE takker for et godt sæsonkortholdermøde – og tak for jeres trofaste opbakning.