Rasmus Andersen, 6. august 2017, kl. 10:20
Af Rasmus Andersen
Niels Lodberg sagde, efter kampen mod FC Helsingør, at der skulle tackles igennem i næste runde af Alka Superligaen. Den kamp er mandag aften mod AGF på Sybank Park, når tidligere krigere for de lyseblå vender tilbage som modstandere.
Pierre Kanstrup og Adama Guira fik, efter afslutningen af deres kontrakter i henholdsvis SønderjyskE og Lens, en ny chance i AGF. Nu vender de begge tilbage til deres tidligere hjemmebane.
AGF indledte sæsonen med et overraskende nederlag til AC Horsens, inden de fik de første point mod Hobro IK i en 2-0 sejr, for så at tabe til Silkeborg, på Silkeborgs nye stadion. Nu er de altså i runde 4 af Alka Superligaen, hvor en sejr kan skille de to hold fra hinanden, eller samle os, hvis det skulle ende med en AGF sejr.
Seneste runde på Sydbank Park startede som den skulle, men sluttede med alt andet end festfyrværkeri. Dermed er det tid til, at hjemmepublikummet får set noget af det fantastiske fodbold vi har set gennem de seneste 2 sæsoner, og senest i forrige runde i Aalborg.
Hold øje med deres mand:
Morten ‘Duncan’ Rasmussen
Vi skriver næsten om ham, hver gang de hvide kommer på besøg. Duncan er Alka Superligaens mest scorende spiller nogensinde, og han er ikke færdig med at lave mål endnu. Normalvis frygter man mest af alt Duncans råstyrke og hovedspil i feltet. Mod Silkeborg i seneste runde fik han dog scoret uden hjælp fra disse to styrker, men en anden. Duncan er nemlig også fantastisk i afslutninger med fødderne. Således vinklede han en afslutning fra venstreside af feltet til en hård og præcis afslutning, der kyssede den fjerneste stolpe inden den gik i mål. Duncan kan score på næsten lige så mange måder som Tommy Bechmann var kendt for det, og derfor er han er stor trussel.
Hold øje med vores mand:
Philip Zinckernagel
Zinckernagel har lavet 2 mål i de første 3 kampe i Alka Superligaen. 2 i de seneste 2 endda. Den målform skal Zinckernagel bringe i kampen mod AGF. Hvis ikke han selv kan komme frem til afslutningerne og målene, så skal han gøre sig gældende i oplæggerens rolle. En rolle han førhen har påtaget sig. I sammenspil med Greko, Uhre og Kløve skal Zinckernagel forsøge at forvirre Guira og Kanstrup centralt, så de ikke bremser vores angreb før de er begyndt. Det er vigtigt, at få gang i de offensive kræfter, så vi kan få de simple og nemme scoringer, når det gælder.
Vi glæder os til at se jer på Sydbank Park!
Husk, du kan spille på kampen på danskespil.dk. Lige nu får du odds 4,00, hvis du tror, at SønderjyskE vinder kampen med præcis 1 mål.