Søg

Sløj første halvleg kostede dyrt i DBU Pokalen

Per Jessen, 1. marts 2016, kl. 22:50

AGF var effektive i kampens første 25 minutter, da SønderjyskE tirsdag aften desværre led et 0-3 nederlag i DBU Pokalen.

En langsom indledning på kampen blev allerede efter 7 min. til en mareridtsstart for SønderjyskE, da et indlæg fra Jens Jønsson ramte Morten ’Duncan’ Rasmussen, der forlængede bolden ind bag Marin Skender. Det var ’Duncan’s første mål for AGF siden skiftet i vinter.

SønderjyskE havde svært ved at få spillet til at fungere efter den hurtige scoring. De ellers så farlige lange indkast og standardsituationer blev afvist gang på gang i kampens indledning.

I stedet blev det et indkast halvvejs inde på SønderjyskE’s banehalvdel, der udløste scoringen til 0-2. Indkastet fik lov til at hoppe og da Kantstrup fik muligheden for at heade bolden væk, endte den i stedet i brystkassen på AGF’s Elmar Bjarnason. Bjarnason fik hurtigt kontrol over bolden og omsatte chancen til mål.

Resten af første halvleg forløb uden større chancer, og AGF kunne gå til pausen med en velfortjent føring.

I begyndelsen af anden halvleg var et langt indkast var lige ved at give reduceringen. Bolden blev forlænget ved forreste stolpe og havnede for fødderne af Marc Dal Hende. Desværre gik Dal Hendes forsøg snært forbi højre stolpe.

Meget mere blev det ikke til for SønderjyskE. Da AGF først havde modstået det første pres, var det som om at gassen gik af ballonen. I Stedet fik AGF pludselig mere plads. Afslutninger fra Cavric og Stephan Petersen gav AGF noget pusterum.

Hjørnesparks statistikken var ellers i vores favør, da AGF efter 72 min. fik deres blot andet hjørnespark. Den tidligere SønderjyskE spiller, Daniel Christensen, sendte hjørnesparket tæt ind under mål, hvor bolden faldt ned for fødderne af Jesper Lange, som lige netop fik prikket bolden over stregen.

Med undtagelse af en kvalificeret afslutning fra Kim Aabech, der tvang Skender til at lave kampens bedste redning, forløb det sidste kvarter uden de store chancer.

Debutant Marcel Rømer siger følgende:
– Resultatet er en skuffelse, vi havde håbet på at gå videre og vi synes også der var en god chance for at gå videre, men de havde desværre en stærkt angriber der straffer os inden for de første 20 minutter, så der var det allerede svært at komme tilbage. Jeg synes stadig vi har en stærk base, så jeg synes vi er klar til kampen på søndag, siger Rømer.

Kampen sluttede med et fortjent nederlag med cifrene 0-3 på Sydbank Park. Dermed kan AGF fortsat nå deres 10. pokaltitel i klubbens historie.

Jagten på oprejsning starter på søndag, hvor vi tager imod Brøndby på Sydbank Park i ALKA Superligaen. Kampen starter kl. 16.00 med optakt i boldgaden fra 14.30.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus