Søg

Sønderjysk pokalsang: Hør den her og mød sangeren Jesper Heinz

Jacob Ravn, 28. juni 2020, kl. 7:54

SønderjyskE Fodbold er for første gang i klubhistorien i finalen i Sydbank Pokalen, og det markeres med en pokalsang, som Haderslev-knægten Jesper Heinz har skrevet og indspillet.

Onsdag den 1. juli 2020 er en mærkedag i SønderjyskE Fodbold.

Her spiller klubben sin første finale i Sydbank Pokalen, og den slags historiske begivenheder skal selvfølgelig markeres.

Det gør vi blandt andet med en pokalsang, som er skrevet og indspillet af 42-årige Jesper Heinz, der med sine egne ord er ”en søn af byen”.

– Jeg er fra Haderslev og har altid holdt med HFK og SønderjyskE, så da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at lave en pokalsang, var jeg klar med det samme. Jeg blev ringet op af klubbens pressechef (Jacob Ravn, red.) en tirsdag aften, og allerede næste formiddag havde jeg et udkast klar, for jeg kunne ikke sove, og sangen kørte bare rundt i hovedet på mig, siger Jesper Heinz, der håber, at pokalsangen vil have samme indvirkning på SønderjyskE-fansene.

– Jeg har prøvet at lave en sang, der er nem at synge med på. Jeg tror, de fleste kan være med på omkvædet, når de har hørt sangen et par gange eller tre. Jeg håber, det er en sang, som folk vil tage til sig og bruge den som en del af optakten til pokalfinalen, hvor det først og fremmest handler om forventningens glæde. Det vil være stort for mig, hvis fansene kan bruge en del af sangen som en ny slagsang på tribunen.

For Jesper Heinz har det også været vigtigt at få en sønderjysk vinkel med i sangen.

– Der er nogle linjer på sønderjysk undervejs, og vi får også lige markeret både genforeningen og Fuglsang. Det handler om fællesskabet i SønderjyskE og sammenholdet på tribunen, og jeg håber, at fansene kan identificere sig med sangen, siger Jesper Heinz.

Hør sangen i den lille musikvideo herunder. Under videoen kan du desuden læse sangteksten.

Vi er lyseblå

Tekst og musik af Jesper Heinz

Lyseblå – å lå låå
Vi de rå
Gi’r alt! på banen i dag – hey hey
Vi står sammen I det her, oprejst når det sker –  vi er lyseblå

Hjertet lyseblåt, pokalen det bliver godt
Drømmen den er stor, går i kamp uden mor
Vi står sammen I det her, lyseblå når det sker
Håbet det er sejt for en Sønderjysk knejt
Humøret det er højt i sydens fuglefløjt
I genforeningens klang, synger vi vores sang

Lyseblå – å lå låå
Vi de rå
Gi’r alt! på banen i dag – hey hey
Vi står sammen I det her, oprejst når det sker –  vi er lyseblå

Modet er top, og vi gir aldrig op
Kampen den er stor, gør det helt uden ord
Vi står sammen i det her, lyseblå når det sker
Trøjen lyseblå, træk æ arbejdshandsker å
Humøret det er højt i sydens fuglefløjt
I genforeningens klang, synger vi vores sang

Lyseblå – å lå låå
Vi de rå –
Gi’r alt! på banen i dag – hay hay
Vi står sammen I det her, oprejst når det sker – vi er lyseblå

Lyseblå – å lå låå
Vi de rå –
Gi’r alt! på banen i dag – hay hay
Vi står sammen I det her, oprejst når det sker – vi er lyseblå
Oprejst når det sker – vi er lyseblå
Oprejst når det sker – vi er lyseblå


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus