Kell Haugaard, 13. juli 2016, kl. 5:30
SønderjyskE og Danfoss i tættere samarbejde
Den store familievirksomhed udvider engagementet med SønderjyskE, og bliver nu også en del af hovedsponsorgruppen bag det lyseblå fodboldprojekt.
Det er ikke nogen hemmelighed for de fleste syd – og sønderjyder, at Danfoss og BMC Fonden (Bitten og Mads Clausens Fond, red.) har været en uvurderlig støtte og samarbejdspartner for SønderjyskE, siden landsdelsprojektet blev etableret ved årsskiftet 2003/04. Danfoss agerede dengang fødselshjælper sammen med en række andre virksomheder fra landsdelen, og har i flere omgange markeret sig som hovedsponsor. Bl.a. har virksomheden i en årrække været én af hovedsponsorerne for herrehåndboldprojektet i Sønderborg, og nu udvides engagementet ifølge SønderjyskEs adm. direktør, Klaus B. Rasmussen til også at omfatte superligafodbolden med base i Haderslev:
– Først og fremmest er vi utroligt stolte over den tillid, som ledelsen i Danfoss viser os i SønderjyskE. Danfoss og BMC Fonden er én af forældrene bag landsdelsprojektet, og man har bakket op på fantastisk og også afgørende måde i alle år, fortæller Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:
– Danfoss har forlænget deres hovedsponsorat i SønderjyskE Herrehåndbold, og hertil vil det kendte logo nu også pryde superligaholdets spilledragt. Danfoss indtræder fra den kommende sæson i gruppen af fem virksomheder, som fremadrettet løfter hovedsponsoratet i SønderjyskE Fodbold (Davidsen Tømmerhandel, Abena, Frøs Sparekasse og Tegllund A/S, red.).
Frøs Sparekasse logoet vil, med en enkelt undtagelse, fortsat pryde brystet på spillertrøjerne, siger Klaus B. Rasmussen:
– Det hele er gået op i en højere enhed, og Frøs Sparekasse har været utroligt løsningsorienteret i hele processen. Superligaholdet skal i nærmeste fremtid spille med i Europa League, og her vil det til de europæiske kampe være Danfoss logoet, som eksponeres på brystet og Frøs logoet på shortsene. I den danske superliga fortsætter Frøs logoet på brystet og Danfoss logoet bliver så eksponeret på shortsene. Danfoss bliver samtidigt også holdets rejsesponsor, og her gentager vi successen med Alsie Express i Sønderborg, som med de let genkendelige, sorte fly skal flyve holdet til Norge og kampen mod Strømsgodset.
Vi har tidligere deltaget i Champions Hockey League i to omgange, og her afleverede Alsie Express vores ishockeydrenge perfekt og lige til døren.
Vi ser den nye samarbejdsaftale med Danfoss som et kvalitetsstempel og et stort skulderklap til både sportsfolk, fans og ikke mindst det sønderjyske område og den sønderjyske idé, og det giver os energi og tro på en spændende fremtid for det lyseblå landsdelsprojekt, fastslår Klaus B. Rasmussen.
Hos Danfoss ser man også frem til det fortsatte samarbejde med det lyseblå landsdelsprojekt:
– SønderjyskE har gennemgået en imponerende og målrettet udvikling drevet af engagement og professionalisme, som er blevet belønnet med flotte sportslige resultater. Det fortjener anerkendelse og opbakning, og vi ser frem til et endnu stærkere samarbejde og forhåbentlig endnu flere trofæer i fremtiden, udtaler Kommunikationsdirektør i Danfoss, Mette Refshauge.
Fakta
Danfoss har forlænget hovedsponsoraftalen med SønderjyskE Herrehåndbold, og indgår i hovedsponsorgruppen sammen med SeaDane Travel og Sønderborg Kommune.
Danfoss indgår nu i hovedsponsorgruppen i SønderjyskE Fodbold – sammen med Abena, Davidsen Tømmerhandel, Frøs Sparekasse og Tegllund A/S.