Per Jessen, 24. juli 2020, kl. 11:30
Talentfulde Ajvaz Redzepi veksler en ungdomskontrakt til en ny to-årig aftale med SønderjyskE. Dermed løber kontrakten ind i det første seniorår for den unge spiller.
Ajvaz Redzepi optrådte sidste sæson på SønderjyskE’s hold i U19 Ligaen. Her blev det til tre mål i ni kampe. På trods af sin unge alder snuste teenageren også lidt til 3F Superligaholdet i træningskampene og til Reserveligaen.
– Han har haft et skadesplaget forår, og vi håber, at han kommer tilbage i det gode udviklingsspor igen. Ajvaz er en hurtig og aggressiv kant/angriber, der med sin løssluppenhed og kreativitet er en meget spændende spiller, forklarer sportschef Hans Jørgen Haysen.
Han skiftede for tre år siden til SønderjyskE fra samarbejdsklubben SUB Sønderborg. Inden da spillede han for to andre samarbejdsklubber, Aabenraa Boldklub og Høje Kolstrup Boldklub.
– Det er altid glædeligt, når vi kan skrive kontrakter med lokale talenter. Det er noget, som vi prioriterer meget højt, så nu er det op til Ajvaz, ligesom de andre talenter, at tage arbejdshandskerne på, for ellers når vi intet sammen, siger Hans Jørgen Haysen.
Foto: Svend Anker Iversen