Kell Haugaard, 5. december 2016, kl. 15:51
Superligaens hovedsponsor Alka og samtlige Superliga klubber har besluttet at gå sammen og oprette en Alka Superliga CSR pulje, der bakker op om udvalgte sociale indsatser rundt om i landet.
For rigtig mange mennesker går livet ikke altid som planlagt, eller som man havde drømt om. Arbejdsløshed, sygdom, kulturelle og sociale udfordringer og masser af andre forhold spiller ind på vores tilværelse. Fodbolden spiller en aktiv rolle, når det gælder om at hjælpe disse mennesker fremad mod en ny og bedre tilværelse, og derfor har Superligaens hovedsponsor Alka og samtlige Superliga klubber besluttet at gå sammen og oprette en Alka Superliga CSR pulje, der bakker op om forskellige sociale indsatser rundt om i landet.
De 14 klubber i Alka Superliga yder i dag allerede lokalt og regionalt et stort og værdifuldt bidrag til dette arbejde gennem forskellige engagementer både i direkte tilknytning til sporten, og indirekte i samarbejde med bl.a. jobcentre og ungdomsorganisationer. Alka Superliga CSR initiativet skal styrke det, som klubberne gør godt, eller som klubberne vil satse på i fremtiden. Det er projekter, der allerede er integreret i klubbens arbejde og drives af dedikerede medarbejdere eller frivillige i klubberne. Med støtte fra Alka Superliga CSR puljen vil der fremadrettet kunne gøres endnu mere, og projekterne nå endnu længere ud.
Alka Superliga CSR puljen indsamler midler på forskellig vis. Alkas Superliga-sponsorat bidrager hele 250.000 kroner, som fordeles blandt ligaens 14 klubber og kanaliseres videre til de udvalgte sociale indsatser. Herudover har Alka Superliga klubberne hver især udvalgt én kamp i sæsonen, hvor der indsamles midler til Alka Superliga CSR puljen. Disse kampe er alle placeret i spillerunderne 17-24, og de indsamlede midler tilfalder 100 % hjemmeklubben.
På fredag støtter SønderjyskE med 2 kr. pr. tilskuer til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund – vil Du og Din virksomhed være med?
Hos SønderjyskE har vi valgt at støtte Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund ved Kruså. Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund er et projekt i vores egen landsdel, som vi meget gerne vil give en ekstra håndsrækning. Julemærkehjemmet gør en kæmpestor forskel for mange børn/unge, som har det svært i livet.
Vi har valgt at støtte Julemærkehjemmet Fjordmark med 2 kr. pr. tilskuer, som møder op til kampen mod FC Nordsjælland på fredag.
Vi har allerede modtaget de første henvendelse fra virksomheder, som har valgt at gå sammen om at støtte med 1 kr. pr. tilskuer på fredag. Se listen med virksomheder på vores facebookside facebook.com/soenderjyskefodbold (Opdateres løbende i dagtimerne frem til torsdag den 8/12 kl. 12.00).
Da det jo kan være, at flere virksomheder også kunne tænke sig at støtte det fantastisk gode formål og Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund med 1 kr. pr. tilskuer på fredag, modtager vi gerne Jeres tilsagn/tilbagemelding senest torsdag den 8. december kl. 12.00. Så sørger vi for at samle alle tilsagn på en liste, som distribueres til medierne i forbindelse med kampen, til speak og storskærm på stadion. Virksomhedens navn bliver også nævnt til et arrangement for fodboldsponsorerne før kampen i Fuglsang Loungen.
Vi vil gerne understrege, at ovenstående er helt frivilligt – vi vil blot give Jer muligheden for at være med.
Der forventes 3.500 – 5.000 tilskuere til kampen . . .
Vi modtager gerne Jeres bindende tilsagn om 1 kr. pr. tilskuer til kh@soenderjyske.dk – som nævnt hurtigst muligt og senest torsdag den 8. december kl. 12.00.
(Vi modtager ikke andre donationer på vegne af Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund).