Søg

SønderjyskE stopper samarbejdet med Claus Nørgaard

Jacob Ravn, 17. december 2018, kl. 14:44

Claus Nørgaard er blevet opsagt i SønderjyskE et halvt år før kontraktudløb.

SønderjyskE har med omgående virkning stoppet samarbejdet med cheftræner Claus Nørgaard.

SønderjyskE-træneren havde kontraktudløb til sommer, men mandag blev Claus Nørgaard meddelt, at samarbejdet stopper omgående.

– Det har hele tiden været planen, at vi ville evaluere efter årets sidste kamp, og det har vi nu gjort. Konklusionen er fra vores side, at tiden er inde til at få frisk blod ind, og derfor har vi valgt at afbryde samarbejdet. Efteråret har ikke helt været, som vi havde håbet, og derfor går vi et intenst forår i møde, hvor en ny cheftræner forhåbentligt kan give os det afgørende løft, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.

Claus Nørgaard har været SønderjyskE-træner siden januar 2017, og sportschefen takker Nørgaard for de to år, hvor han har stået i spidsen for SønderjyskE.

– Claus har været med til at stabilisere os i superligaen efter sølvet i 2016, og det var også det, han blev ansat til. Han har skullet stå model til meget, og vi har især i 2018 haft et hårdt år, så det er også med i vores vurdering, at det nu er tid til at starte op på en frisk. Jeg har haft et fortrinligt samarbejde med Claus, der har været en loyal og dedikeret træner, og jeg ønsker ham alt det bedste fremover, siger Hans Jørgen Haysen.

Sportschefen skal nu bruge juleferien på at sondere trænermarkedet, og han forventer, at en ny cheftræner står klar, når spillerne møder ind efter ferien den 7. januar.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus