Søg

Stærk landsholdsuge for SønderjyskE-spillerne

Jacob Ravn, 7. juni 2021, kl. 8:58

Jeppe Simonsen fik A-landsholdsdebut for Haiti. Emil Holm debuterede for Sveriges U21-landshold. Emil Frederiksen blev matchvinder for U20-landsholdet. Julius Beck var anfører for U16-landsholdet.

Han har spillet kampe for det danske U20- og U21-landshold, og nu kan 25-årige Jeppe Simonsen også kalde sig A-landsholdsspiller – for Haiti.

Jeppe Simonsen er født på Haiti, og den passus i passet har gjort det muligt, at han kan stille op for landet i Det Caribiske Hav, og lørdag aften kom debuten, da han startede inde i VM-kvalifikationskampen mod Turks- og Caicosøerne.

Jeppe Simonsen kom hurtigt i fokus, da han bidrog med en assist til 2-0, og Haiti havde fuld fart på og vandt med hele 10-0. En af de store livescore-operatører mente undervejs, at Simonsen havde scoret til 6-0, men det var altså ikke ham, der scorede, har han meddelt os efter kampen.

Storsejren betyder, at Haiti har en god chance for at gå videre i VM-kvalifikationen. Det kræver, at de fastholder førstepladsen i gruppen, og det gør de ved at spille mindst uafgjort mod Nicaragua i tirsdagens kamp. Den kamp spilles på Haiti.

Gode landsholdsnyheder
Der var flere gode landsholdsnyheder for SønderjyskE-spillerne i den forgangne uge.

Emil Holm debuterede på Sveriges U21-landshold med en 2-0-sejr over Finland. Svenskerne skal i aktion igen tirsdag, hvor holdet i EM-kvalifikationen møder Luxembourg.

Emil Frederiksen startede inde for U20-landsholdet, der vandt 1-0 over Irland, og det var såmænd SønderjyskE-spilleren, der blev matchvinder, da han scorede et mål fra kanten af feltet. Frederiksen og U20-landsholdet spiller kamp igen tirsdag mod Argentina.

Julius Beck var igen udtaget til U16-landsholdet, og han startede på banen i 2-2-kampen mod Portugal i Lissabon. Den 16-årige Superliga-spiller bar anførerbindet for landsholdet, lige som han også gjorde sidste gang, han var af sted i rødt og hvidt.

I ugen forinden debuterede Isak Olafsson på Islands A-landshold – det kan du læse mere om her.

Tillykke til SønderjyskE-spillerne med de flotte præstationer på landsholdene.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus