Per Jessen, 28. januar 2017, kl. 5:30
Han scorede med en fantastisk helflugter årets mål på Sydbank Park i marts 2016, hvor SønderjyskE besejrede FC Midtjylland med 3-2. Det flotte mål var i øvrigt kampafgørende, og er vel også et ganske rammende billede på Mikkel Hedegaards udvikling hos sønderjyderne. Klubben kvitterer nu for det gode arbejde med en treårig kontrakt, og sportschef Hans Jørgen Haysen glæder sig over at man kan ”signe” endnu en spiller fra klubbens eget talent setup:
– Mikkel Hedegaard er en Haderslevdreng, som har været hele talentmøllen igennem hos os. Han sluttede sin ungdomsuddannelse af via Haderslev Idrætsakademi, og underskrev samtidigt en treårig superligakontrakt. Særligt det sidste års tid har han virkelig lagt sten på sten i sin udvikling, fortæller Hans Jørgen Haysen, og fortsætter:
– Han er vokset fysisk. Han er vokset i modenhed på banen, og så har han bare et dejligt gåpåmod. Glæden over at spille fodbold lyser ud af ham.
Mikkel Hedegaard er med sine stærke præstationer kommet tættere på spilletid. Og fortsætter han med at udvikle sig, er der utroligt meget i vente fra ham i SønderjyskE trøjen, slutter Hans Jørgen Haysen.
Fakta Mikkel Hedegaard Christensen
Alder: 20 år (03.07. 1996)
Højde: 184 cm.
Vægt: 74 kg.
Position: Midtbane
Kontrakt: Tre år (30.06. 2020)
Tidligere klubber: Haderslev Fodbold Klub, SønderjyskE (U19 Liga)