Søg

Straffesparksdrama i sen sejr

Rasmus Andersen, 2. oktober 2016, kl. 14:32

Af Rasmus Andersen

Regnen silede ned i Aalborg, og det kunne man tydeligt se på de 22 spillere, der til tider skøjtede rundt på den glatte bane.

Kampen startede langsomt og forsigtigt, da man kunne se, at det var svært at holde bolden i egne rækker. Spillere gled rundt på banen og boldomgangen kom ikke rigtigt til at flyde gennem store dele af første halvleg.

Det skulle dog ikke afholde kampen fra at blive dramatisk.

I begge ender var der løse chancer, men de helt store udeblev, indtil en AaB’er modtog bolden i feltet og blev nedlagt af Pierre Kanstrup. Det lignede et klokkeklart straffespark, og dermed den største chance af dem alle, men dommerens fløjte forblev tavs, og fortsat 0-0.

I den anden ende var det kun et par gode kombinationer, der dog ikke førte til det store. Dette var også indtil, et par hurtige førstegangsafleveringer sendte Troels Kløve i dybden, og alene med målmand Nicolaj Larsen skulle man tro, at det betød 1-0. Desværre overplacerede Kløve sit spark og bolden gik over mål.

I det 38. minut tog kampen en drejning. Et uvejr i Aalborg havde nemlig sneget sig ind over stadion, og derfor måtte kampen midlertidigt afbrydes.

Kampen blev først genoptaget mere end 20 minutter senere, hvor de sidste 7 minutter af første halvleg skulle spilles færdig. Det blev de, uden de store chancer.

I anden halvleg kom AaB og SønderjyskE mere friske ud, og dette betød hurtigere spil, på den hurtige bane. AaB var dog nok det bedste hold. AaB belejrede til tider feltet, og en enkelt situation, hvor AaB igen appellerede for straffespark, for hånd på bolden af Marcel Rømer, gav AaB endnu mere blod på tanden.

Giftige afslutninger udefra, og indlæg i feltet blev dog afværget, og heldigvis slap SønderjyskE fra den gode AaB periode uden at lukke mål ind.

Det var først, da SønderjyskE faktisk var med i kampen igen, at det så ud til, at det skulle gå galt. En AaB’er blev nedlagt i feltet igen, og denne gang gik den ikke længere. Straffespark til AaB.

Men i SønderjyskE målet står der en ung mand, med tro på egne evner. Lukas Fernandes kiggede Meillinger dybt i øjnene, og læste straffesparket til perfektion. En helt igennem fantastisk redning, og dermed var stillingen fortsat 0-0.

I den anden ende havde der ikke været appel for straffespark på noget tidspunkt, men straffespark, var lige det vi fik, da der var spillet godt og vel 89 minutter. Mikael Uhre fightede flot i feltet og fik lige nøjagtigt prikket bolden inden han blev stoppet på ulovlig vis, og endnu engang måtte kampens dommer pege på plettet.

Simon Kroon stod med ansvaret, og det var et ansvar, som Kroonaldo kunne bære bedre end Meillinger i den anden ende. Køligt ud placerede han Larsen i målet, og så var stillingen 0-1 til SønderjyskE!

I kampens tillægstid forsøgte AaB at smide målmand Larsen med i feltet på hjørnespark, og frispark, men Lukas Fernandes og resten af forsvaret holdt stand, og dermed kunne SønderjyskE snuppe en fantastisk sejr, på en svær udebane!

Kampen i dag markerer det tredje clean sheet i streg for Lukas Fernandes. Udover clean sheet, kan Fernandes boltre sig med statistikken, der fortæller at både han, og Kees Luijckx faktisk kun har været på banen i sejre i dette års Alka Superliga.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus