Søg

Su-, Su-, Superliga: Vi er klar til 3F Superligaen for 14. sæson i træk

Jacob Ravn, 2. maj 2021, kl. 17:32

SønderjyskE vandt 2-0 over OB, og sejren sikrer klubben endnu en sæson i 3F Superligaen – for 14. sæson i træk. 

Der resterer endnu fire runder af 3F Superligaen, men efter søndagens 2-0-sejr over OB er den nu matematisk sikker: Vi spiller også i 3F Superligaen i næste sæson – for 14. sæson i træk.

For to uger siden så tingene noget mere besværet ud, men tre sejre i træk – for første gang siden november 2017 i øvrigt – har sendt os godt op i tabellen, og nu i så god afstand, at overlevelsen allerede er i hus.

Sejren blev sikret efter en rigtig flot søndag på Sydbank Park, og efter en begivenhedsfattig første halvleg kom der mere gang i sagerne straks fra anden halvlegs start.

Anders K. Jacobsen og Haji Wright var begge tæt på at score føringsmålet, men efter en times spil kom forløsningen, da Emil Holm bankede bolden ind fra 25 meter. Et klassemål af svenskeren.

Det var en solid præstation hele vejen igennem, og særligt i anden halvleg så vi stærke ud, og Emil Frederiksen sørgede med sit første mål i 3F Superligaen for, at føringen blev fordoblet og sejren dermed sikret.

2-0 og stor jubel på Sydbank Park. Billetten til 3F Superligaen blev sikret på fornemste vis. Vi er klar efter sommerferien for 14. sæson i træk.

Sæsonen er dog så absolut ikke slut. Vi jagter fortsat den syvendeplads, der er mulig i kvalifikationsspillet, og så har vi som bekendt en finale i Sydbank Pokalen, der står og blinker den 13. maj.

Inden da venter Vejle Boldklub på udebane søndag den 9. maj klokken 14.00.

Tak for opbakningen til 2.511 tilskuere på Sydbank Park – I leverede en flot kulisse om kampen. Vi ses i Aarhus.

Højdepunkter fra SønderjyskE-OB: 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus