Søren Pabst, 30. september 2016, kl. 14:27
Af Rasmus Andersen
Alka Superligaens nr. 5 og nr. 7 mødes på søndag i et opgør, der samtidig er et opgør mellem den nordligste og den sydligste klub i den bedste danske række.
Derudover er det en traditionsklub, der tager i mod en af de nyere etablerede klubben i Alka Superligaen.
September måned bestod af 4 kampe for de lyseblå helte. Dette har kastet 10 point og 3 sejre i de seneste 3 kampe af sig. Dermed skal det momentum bæres med ind i oktober, når vi gæster Nordjyske Arena i Aalborg.
Giganterne fra AaB kommer ud af september med mindre god smag i munden. September måned bød nemlig på blot 3 point i 4 kampe og kun 3 scorede mål. Til sammenligning lavede SønderjyskE 10 mål i september.
Hold øje med deres mand:
Christian Bassogog
Den camerounske angriber er en spiller med fart i støvlerne. Hans utrolige speed volder enorme problemer for ethvert forsvar i Alka Superligaen. Christian Bassogog mangler få ting i sit spil, men rammer han dagen, hvor han både kan aflevere, placere sig og fortsætte med sine giftige dybdeløb, så bliver det svært at hamle op med den blot 20 årige angriber. Bassogog skal dog stå over for en yderst velspillende Kees Luijckx og Pierre Kanstrup, der, sammen med Lukas Fernandes, har hold rent bur de seneste 2 kampe.
Hold øje med vores mand:
Marc Dal Hende
Der er snart ikke det vi ikke har skrevet om den fantastiske venstreback for de lyseblå helte. Marc Dal Hende kan score mål. Han kan skabe plads på kanterne. Han laver overlap. Han er stabil i defensiven. Samtidig er han blot 25 år, og derfor er der ingen grund til, at Marc Dal Hende ikke kan blive endnu bedre. På søndag skal han spille over for østrigeren Marco Meilinger, der har været målfarlig for AaB i denne sæson. Det er helt bestemt en opgave, som vi tror på, at Marc Dal Hende kan løse til topkarakter. Og så holder vi endnu engang øje med Marc, når de høje bolde kommer i feltet. Eller generelt når Marc kommer i feltet. Han har en tendens til at skabe scoringsmuligheder!
Det siger vi inden kampen: – “Når der skal bygges videre på en god stime, er det først og fremmest vigtigt, at vi ved, det kræver hårdt arbejde og ydmyghed. Vi skal bruge masser af vilje og power og opsøge marginalerne. Så kan vi forhåbentlig fortsætte vores gode stime”, siger Marc Dal Hende til SønderjyskE Fodbold.
Kampen spilles på Nordjyske Arena kl 12.00. Vi håber på, at se mange lyseblå fans på stadion!
Husk, at du kan spille på kampen på danske spil. Hvis man tror på, at det bliver en målrig affære på Nordjyske Arena på søndag, så kan man få odds 1,82 på over 2,5 mål i kampen.