Kell Haugaard, 30. november 2016, kl. 12:00
Tak for kampen til Jakob Michelsen
Den populære cheftræner forlader SønderjyskE til fordel for Hammarby i Sverige.
”Han kom, Han så, Han sejrede”, lyder et gammelt og let omskrevet, latinsk ordsprog. Det passer vel egentlig meget godt på cheftræner Jakob Michelsen og hans atten måneder som ansvarlig for superligaholdet hos SønderjyskE. Han blev med sin åbne og favnende stil lynhurtigt meget populær i omklædningsrummet og hos de stadigt flere fodboldfans i grænselandet. Samtidigt lagde han heller aldrig skjul på, at han havde ambitioner, og meget gerne i form af endnu et udlandseventyr sammen med familien. Nu peger kompasset mod øst og den svenske ligaklub, Hammarby IF.
Ifølge Sportschef Hans Jørgen Haysen giver et klubskifte før vinterpausen mest mening for alle parter:
– Vi kunne uanset ikke forlænge samarbejdet med Jakob Michelsen, som havde kontraktudløb til sommer.
En ny sæson starter op i Sverige efter nytår, hvor vores egne spillere samtidigt kommer tilbage efter vinterpausen. Derfor giver det også mening at trække en streg i sandet nu således, at vores spillere i begyndelsen af januar bliver modtaget af den træner, som også skal stå ved roret for superligaholdet i den nye sæson, forklarer Hans Jørgen Haysen, og fortsætter:
– Vi er selvfølgelig kede af, at vi skal sige tak for kampen til Jakob Michelsen. Vi har været utroligt glade og tilfredse med samarbejdet, og jeg vil også med det samme gerne understrege, at vi hele vejen igennem har haft en åben, ærlig og konstruktiv dialog om fremtiden. Han har til alle tider og også i denne fase været meget opmærksom på klubben. Det har været en fantastisk tid, hvor Jakob Michelsen sammen med det øvrige trænerteam har formået at få det absolut optimale ud af spillertruppen. De meget flotte og også historiske resultater taler for sig selv, og vi kan kun give Jakob Michelsen de bedste ord og ønsker med på vejen, understreger Hans Jørgen Haysen.
Hos SønderjyskE arbejder man nu på at finde en ny cheftræner, som skal tage over fra årsskiftet:
– Det er indlysende, at det også for os har været vigtigt at få dette meldt ud nu således, at vi også med det samme kan komme i proces med at finde en god afløser på cheftræner posten. Vi har selvfølgelig identificeret en liste med kandidater, som vi vil se nærmere på i de kommende uger.
Nu handler det om, at vi alle i SønderjyskE fokuserer 100 % på at få sluttet et flot efterår rigtig godt af. Både Jakob Michelsen og vi er helt afklaret med, at det er noget vi gør sammen, og med den samme gejst og indstilling, som har været kendetegnende for holdet i denne og forrige sæson. Der er ikke ændret en tøddel i Jakob Michelsens forhold hos os. Vi skal ud og vinde kampe, og så skal alle på og omkring holdet på en lang og velfortjent juleferie, fastslår Hans Jørgen Haysen.
Hammarby IF og SønderjyskE har ingen kommentarer til detaljer omkring et eventuelt transferbeløb m.m.