Per Jessen, 5. august 2016, kl. 13:30
Der blev i dag foretaget lodtrækning til Europa League-playoffrunden. Op af bowlen som SønderjyskE’s modstander kom de tjekkiske rekordmestre fra Sparta Prag.
Sparta Prag har 33 nationale mesterskaber på CV’et og ligesom SønderjyskE er der tale om sølvmedaljevindere fra sidste sæson. Der venter to spændende, men også meget svære kampe mod et hold, der sidste sæson var i kvartfinalen i Europa League.
Kommunikations- og marketingchef Kell Haugaard repræsenterede SønderjyskE ved lodtrækningen i Nyon, Schweiz. De to klubber mødes efter lodtrækningen for at aftale detaljer omkring kampene.
Hjemmekampen spilles den 18. august hjemme på Sydbank Park, og der kommer information ud om billetsalget i starten af næste uge. Returkampen afvikles 25. august i den tjekkiske hovedstad.