Søg

Tommy Schröter arbejder på de indre linjer

Jacob Ravn, 3. september 2020, kl. 14:30

Sportspsykologisk konsulent Tommy Schröter er med til at hjælpe talenterne med de tanker som en ung spiller og et ungt menneske møder på sin vej i et elitemiljø.

Han er en af de personer omkring Superliga-holdet, som du ikke ser så ofte.

Tommy Schröter arbejder på de indre linjer – bag holdet og inde i hovederne på især de unge spillere.

Den 46-årige sportspsykologisk konsulent er tilknyttet TalentCenter Haderslev og SønderjyskE Fodbold, hvor han forsøger at gøre de unge mennesker bevidste om de tanker, som du kan slås med både som spiller og menneske.

– Jeg har nogle seancer for hele Superliga-truppen, men jeg arbejder især med spillerne individuelt, og det er oftest de unge spillere, jeg bruger tiden på. Det handler meget om at gøre dem bevidste om, hvem de er som personer, og hvordan de forholder sig til deres følelser. Man taler ofte om, at man er ”i sine følelsers vold”, og vi arbejder på at blive bedre til at styre og kontrollere de følelser, så du kan spille en god kamp, selv om du er sur og frustreret, siger Tommy Schröter.

Schröter har været ansat i TalentCenter Haderslev i seks år og har været tilknyttet SønderjyskE’s Superligahold i hele 2020. Han arbejder blandt andet med adfærdsprofiler, der skal gøre spillerne mere bevidste om, hvem de er, og hvorfor de reagerer, som de gør, men han kan også tage fat i enkelte hverdagsting, han har iagttaget ved en træning.

– Jeg ser nogle af træningerne, og hvis jeg observerer nogle ting, hvor en person – det kan både være en spiller eller en træner – reagerer på en bestemt måde, kan jeg tale med personen om episoden bagefter, så vedkommende bliver bevidst om, hvorfor han reagerede, som han gjorde. Det kan også handle om en spillers kropssprog, når han møder kritik fra bænken.

– Det handler i høj grad også om at kigge fremad. Jo, der kan være episoder, der kan være gode at få vendt og drejet, men vi vil hellere kigge fremad og se på, hvordan du skal tackle den næste udfordring og ikke hænge dig i den gamle. Spillerne skal være bevidste om sig selv og sine følelser og så være mere bevidst over reaktionen næste gang, der opstår noget, siger Tommy Schröter.

En fodboldspiller skal ikke kun kunne fungere med fødderne, og det er årsagen til, at Schröter blev tilknyttet Superligaholdet ved årets begyndelse.

– Vi taler meget om det hele menneske, og det er Tommy Schröter med til at få i fokus. Man kigger meget på, hvad en spiller kan med fødderne, men det nytter ikke noget, hvis hovedet ikke kan få fødderne til at fungere, og du skal også lære, hvordan du kommer bedst videre efter de op- og nedture, der er en konstant del af sportsverdenen, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.

Hos TalentCenter Haderslev har de gjort brug af Tommy Schröter i mange år, og talentchef Morten Nørby Poulsen er meget glad for samarbejdet.

– Vores samarbejde startede omkring motorsporten, men det er siden udvidet, så den dækker alle sportsgrene. Det er mange af de samme ting, som vores talenter oplever, når de er i et elitemiljø, og vi er glade for at have en kapacitet som Tommy Schröter tilknyttet, så de kan blive mere bevidste om sig selv og dermed skubbe på for at nå det absolutte topniveau i vores talentudvikling, siger Morten Nørby Poulsen.

Tommy Schröter er uddannet gennem Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark og har arbejdet som sportspsykologisk konsulent siden 2012.

Han bor i dag i Grindsted, men har tidligere boet i Vojens, hvor han blandt andet var kørelærer.

Han er tidligere professionel racerkører og fungerer i dag som sportspsykologisk konsulent for flere kørere i motorsporten ved siden af jobbet i TalentCenter Haderslev og SønderjyskE.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus