Stig Kongsted, 12. maj 2021, kl. 13:50
Nederlag i udsat kamp til U19
U19-liga spillede i går en udsat kamp i Ådalen mod OB, men efter gode chancer i 1. halvleg, der ikke blev udnyttet, måtte de til sidst se sig slået med 2-0.
-Det blev en kamp, hvor vi ikke fik udnyttet de store chancer, som vi havde til at komme foran. I stedet var det OB, der kom på 1-0 efter 60 minutter, og senere udbyggede de føringen til slutresultatet 2-0. Muligheden for point var der i kampen, men skarphed og kvalitet i felterne afgjorde det til OB`s fordel, fortalte cheftræner Thomas Skou efter kampen.
Julius Beck, der i søndags fik superligadebut, var med på holdet, og han havde følgende kommentar bagefter:
-Det var en meget hektisk og rodet kamp. OB havde overtaget i 1. halvleg, men vi kommer alligevel til nogle chancer. Vi kommer godt ud til 2. halvleg, og får lagt et fint pres de første 10 minutter, men så får de pludselig et mål efter et indlæg, og derefter blev kampen lidt på deres præmisser, fortalte Julius Beck efter kampen.
U19-liga skal igen i ilden søndag den 16.5 kl. 13.00 i Herning mod FC Midtjylland.